Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Roligere dag i vente forud for rentemøde

22/9 07:46

Det tegner onsdag til en mere rolig dag på det danske aktiemarked, efter at de to foregående dage har budt på først markante fald og derefter store stigninger som følge af gældskrisen i den kinesiske ejendomsudvikler China Evergrande.

Natten til onsdag forlyder det nemlig, at det kinesiske selskab er i stand til at betale af på et obligationslån, der har forfaldsdato torsdag, og det giver - om ikke andet - en kortvarig ro hos markedsdeltagerne.

Samtidig ventes de internationale markeder også at forholde sig afventende frem mod eftermiddagens afslutning på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor fokus vil være på udmeldinger om, hvornår Federal Reserve vil nedtrappe sit store støtteopkøb.

Tirsdag lukkede det danske eliteindeks, C25, med et plus på 1,9 pct. til 1964,60 efter et fald på 1,4 pct. mandag. Ude i verden peger de ledende indeks på et lille plus, da det tyske Dax-indeks indikeres op med 0,5 pct. forud for åbningen, mens futures for de amerikanske indeks stiger 0,1 til 0,2 pct.

Blandt enkeltaktierne er der onsdag et sænket kursmål til Danske Bank, mens Trifork - der handles blandt sidepapirerne - har opjusteret sine forventninger til 2021. Derudover kan der også komme overordnet positivt fokus på grønne aktier som Vestas og Ørsted, efter at Kina har meddelt, at landet vil sætte et stop for opførslen af nye kulkraftværker i udlandet.

DANSKE BANK FÅR SÆNKET KURSMÅL

Blandt eliteaktierne er morgenens hidtil største selskabsspecifikke nyhed et sænket kursmål til Danske Bank fra kollegaen Nordea.

Kursmålet lyder nu på 95 kr. fra tidligere 100 kr., mens anbefalingen fortsat er det negative "sælg".

Det viser data fra Bloomberg News.

Aktien i Danske Bank steg tirsdag 0,3 pct. Mandag tog kursen en tur i kanvassen med et fald på 3,3 pct.

TRIFORK OPJUSTERER

Blandt sidepapirerne har Trifork skudt morgenen i gang med en opjustering af selskabets forventninger til 2021.

Trifork venter nu et driftsresultat, EBIT, på 13,0-15,5 mio. euro mod tidligere 12,8-14,8 mio. euro. Målt på midtpunktet af intervallerne svarer det til en opjustering på 450.000 euro, eller godt 3,3 mio. kr.

- Den opjusterede prognose for 2021 er drevet af blandt andet en fortsat stærk driftsmæssig udvikling i Trifork og større indblik i, hvor omsætningen lander resten af året, skriver Trifork.

Omsætningen ventes nu at lande i intervallet 150-155 mio. euro mod tidligere 145-150 mio. euro.

Endelig opjusteres forventningerne til driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, til 27,5-30 mio. euro fra tidligere 26,0-28,5 mio. euro.

Aktien faldt tirsdag 0,4 pct. til 191,20 kr.

KINA VIL STOPPE INVESTERING I KUL

Ser man på sektorbasis, kan der onsdag komme positiv fokus på grønne aktier, efter at den kinesiske regering har meldt ud, at landet vil ophøre med at finansiere projekter baseret på kulkraft i udlandet.

Det sagde præsident Xi Jinping i en tale til FN's Generalforsamling tirsdag.

- Kina vil øge støtten til andre udviklingslande, så de kan opbygge grøn energi, og vil ikke bygge nye kulkraftprojekter i udlandet, siger han til forsamlingen i FN-bygningen i New York City.

Udmeldingen skaber optimisme forud for det kommende klimatopmøde - COP 26 - i Glasgow senere i år.

Ørsted steg tirsdag 1,7 pct. til 897,40 kr., mens Vestas gik frem med 1,6 pct. til 251,50 kr.

.\\˙ MarketWire