Asien: Nikkei og Kospi fortsætter nedturen - på vej mod korrektion
5/10 06:39
De asiatiske aktiemarkeder ligger tirsdag i rødt territorium, hvor Japan og Korea får flest prygl, idet de stigende råvarepriser driver bekymringer om den globale inflation frem.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en tilbagegang på 1,2 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser. Det er tredje handelsdag i træk med fald.
Inflationsbekymringer har intensiveret nedturen i de asiatiske aktier, hvor det regionale toneangivende indeks allerede er faldet med 3 pct. i denne måned.
I tredje kvartal faldt indekset med 5,2 pct. efter fem kvartalsvise stigninger i træk.
Et bredt råvareindeks er steget til alle tiders højeste niveau, idet genopblusset efterspørgsel efter råvarer er faldet sammen med forsyningsbegrænsninger.
- Faktum er, at der er meget usikkerhed om styrken af det økonomiske rebound, inflationspresset, geopolitik, klimaforandringer og lignende, siger Oliver d'Assier, chef for Asien-Stillehavsregionen hos Qontigo, i en mail ifølge Reuters.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et fald på 2,0 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 0,2 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder 1,3 pct.
Alle tre indeks er dermed faldet mere end 10 pct. fra deres seneste toppe, hvilket karakteriserer en teknisk korrektion.
I Japan er der blandt andet pres på Fast Retailing, der falder med 6,2 pct., efter at modetøjselskabet har præsenteret skuffende salgstal for Uniqlo.
Børserne på det kinesiske fastland holder fortsat lukket som følge af den ugelange Golden Week-ferie, der slutter på torsdag.
Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 0,3 pct. Det australske ASX-200-indeks falder med 0,4 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -2,0 |
| Topix | -1,1 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,3 |
| China Shanghai Composite | Lukket |
| China CSI 300 | Lukket |
| Taiwan Taiex | -0,2 |
| Sydkoreas Kospi | -1,3 |
| Indiens BSE Sensex | -0,1 |
| Singapores STI | -0,8 |
| Sydney ASX 200 | -0,4 |
Indeksværdi klokken 05.55.
.\\˙ MarketWire
