Obligationer/tendens: Lang bekymringsliste påvirker renterne
5/10 07:16
Der er umiddelbart lagt op til en rolig åbning på det danske obligationsmarked, men under overfladen er der fortsat nervøsitet at spore på finansmarkederne som følge af grundlæggende bekymringer om vækst og inflation.
- Markederne er præget af øget risikoaversion og nervøsitet, eftersom listen af bekymringer bliver længere og længere. Markedets fokus er rettet mod de stigende forbrugerpriser, ubalancer i forsyningskæden samt signaler om en svagere økonomisk vækst i specielt Kina, skriver Nordea i en morgenkommentar og nævner også de fortsatte problemer hos kinesiske ejendomsudviklere med gældsproblemer i Evergrande og nu også et andet - men mindre selskab - Fantasia Holdings Group.
INFLATIONSFRYGT PÅVIRKER RENTER
Beherskede stigninger i det europæiske og amerikanske aktiefutures peger dog på lidt mere rolige aktiemarkeder tirsdag efter en hård start på ugen mandag, hvor nervøsiteten dog ikke formåede at løfte obligationskurserne. Den stigende inflationsfrygt er nemlig med til at dæmpe interessen for de rentebærende papirer.
Herhjemme steg renten på den tiårige danske statsobligation mandag med 2 basispoint til 0,05 pct. efter et fald i renten på 6 basispoint fredag, da effekten af Nationalbankens rentenedsættelse på 0,1 pct.point spillede ind.
Tirsdag morgen ligger renten på den tiårige amerikanske statsobligation i 1,49 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er 1 basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid mandag.
I eftermiddag rettes fokus mod ISM-indekset for den amerikanske servicesektor i september. Ifølge Bloomberg News ventes indekset i september at være faldet til 59,9 fra 61,7 måneden før.
RAMMER GÆLDSLOFT SENERE I OKTOBER
Større begivenheder fremadrettet kan dog stjæle noget af opmærksomheden om nøgletallet, for obligationsinvestorerne i USA kigger i øjeblikket nervøst frem mod den 18. oktober, hvor den føderale regering i USA ifølge finansminister Janet Yellen når sit gældsloft og risikerer ikke at kunne betale renter og afdrag på sin gæld.
Det løftede mandag renterne i den korte ende af kurven på det amerikanske obligationsmarked, da investorerne lagde papirer med kortest varighed fra sig af den grund og krævede mere i præmie.
Samtidig lurer fredagens jobrapport, som kan bane vejen for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan neddrosle sine obligationskøb, og det var sammen med stigende oliepriser med til at føre de lange renter op mandag, da obligationskøbene fra Federal Reserve er med til at holde kurserne oppe og dermed de effektive renter nede.
.\\˙ MarketWire
