Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
Historik

Vælg chat via ovenstående menu
Luk reklame

DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ambu/CEO: Kortvarig udfordring - holder fokus på Visualisering - GENT

6/10 06:34

Ambu nedjusterede tirsdag aften i sine forventninger til den organiske vækst, da Core-forretningen på grund af fragtforsinkelser i fjerde kvartal har været ramt på salget og oplevet øgede omkostninger.

Topchefen i medicoselskaet, Juan José Gonzalez, understreger dog, at den udfordring anses for kortvarig, og at den ikke trækker fra Ambus fokus på den vigtigste prioritet - at drive væksten inden for visualisering, det vil sige salget af endoskoper.

- Ekstra omkostninger på 75 mio. kr. over hele regnskabsåret er ikke så meget, når man ser på selskabets størrelse, men det er stadig et vigtigt beløb. Vi skal håndtere den udfordring på mange niveauer, men vi ser det som en kortsigtet påvirkning, og vi håndterer den som sådan, siger Juan José Gonzalez til MarketWire og sparker dermed spørgsmålet om at sende regningen videre til kunderne ud til indkast.

Selv om topchefen ærgrer sig over udfordringerne i Core, hvor fragtforsinkelserne har betydet, at Ambu ikke har leveret alle de aftalte bestillinger som ventet og derfor må se indtægterne derfra udskudt til første halvår af det nye regnskabsår, så hæfter han sig dog mere ved den stærkere udvikling i visualisering, hvor salget af endoskoper er vokset organisk med 31 pct. i 2020/21.

- Vores nummer et prioritet er at drive væksten i visualisering, hvor vi har haft en rekordpræstation med et bemærkelsesværdig endoskopsalg.

I det forgangne år har Ambu skibet 1,525 mio. endoskoper afsted til kunderne, mens koncernen ved udgangen af tredje kvartal blot havde lovet et salg over 1,4 mio. enheder.

- Dette er en meget stærk præstation. Vi vokser vores lungeforretning, og vores to nylanceringer er vokset med meget høje rater kvartal mod kvartal, og vi har haft en fremgang på 31 pct. på årsbasis. Meget få selskaber kan vokse med den hast i dette miljø.

Salget af endoskoper sker ifølge Ambus meddelelse tirsdag til "stabile" priser, og den administrerende direktør har ikke travlt med at løfte priserne på området.

- Vi har meget attraktive marginer ved de nuværende priser. Vores hovedmål er at drive overgangen til engangsskoper, hvor penetrationen i dag er på 1-2 pct.

- Vi vil helt sikkert vokse meget hastigt de næste år. Vi har til hensigt at fastholde vores profil som et højvækstselskab. Vi har investeret meget i vores strukturer og i vores innovation, og vi forventer at se afkastet fra det de kommende år.

Juan José Gonzalez peger i den forbindelse på, at Ambu planlægger 11 produktlanceringer i det nye regnskabsår for 2021/22, hvilket skal understøtte den fortsatte fremgang på toplinjen.

.\\˙ MarketWire