Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Chr. Hansen og Demant trækker ned i nær uændret C25

14/10 11:46

Stemningen på det danske aktiemarked er ved middagstid torsdag vendt fra svagt minus til et niveau nær onsdagens lukkekurs, på en dag hvor regnskabsaktuelle Chr. Hansen og Demant trækker ned, mens den kommende regnskabssæson har givet investorerne anledning til at skyde penge i en række aktiedarlings.

Det danske eliteindeks, C25, ligger torsdag middag i et marginalt minus på 0,04 pct. til 1888,01.

Onsdag lukkede C25 ellers 2,5 pct. højere, hvilket for øvrigt var den største stigning siden november 2020.

En række banker har de seneste dage opjusteret forventningerne til regnskabsåret, og torsdag morgen gjorde også Sydbank netop det.

- Bankerne ligger stadig pænt og generelt oplever kvalitetsaktier som DSV stigninger, efter at vi i sidste uge havde et lidt udfordret marked. Frem mod regnskaberne ser det ud til, at folk tør positionere sig, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank, til MarketWire.

Investorerne har genvundet aktieappetitten efter de seneste par ugers "skvulp" på aktiemarkederne, tilføjer han.

REGNSKAB FRA CHR. HANSEN

Ingredienskoncernen Chr. Hansen er før børsåbningen kommet med regnskab for fjerde kvartal 2020/21 og dermed hele regnskabsåret.

Omsætningen landede i kvartalet på 293,3 mio. euro mod ventet 289 mio. euro hos analytikerne ifølge estimater fra selskabet selv. Den organiske vækst endte på 6 pct. i kvartalet mod ventet 4,3 pct., mens nettoresultatet steg til 69,2 mio. euro fra 66 mio. euro i perioden sidste år og en forventning om 63 mio. euro blandt analytikerne.

For 2021/22 venter Chr. Hansen venter en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande på 27-28 pct. Derudover ses de frie pengestrømme i størrelsesordenen 140-170 mio. euro.

Aktien falder torsdag middag 4,0 pct. til 511 kr.

FUNKTIONSFEJL KOSTER HOS DEMANT

Demant vil tilbagekalde en række ikke implanterede cochlear-implantater af typen Neuro Zti på grund af funktionsfejl.

Det ventes at medføre en engangsudgift på 70-100 mio. kr., oplyser selskabet. Samtidig vil Demant også stoppe salget af nye implantater, fremgår det.

Aktiekursen trækker ned med 3,5 pct. til 291,30 kr.

I toppen af C25-indekset ligger Rockwool, Danske Bank og Netcompany, der løftes af ny motivation blandt investorerne, mener Christian Thatje.

SYDBANK MELDER SIG I RÆKKEN

Sydbank rykker hen til gruppen af banker, der har opjusteret forventningerne til 2021. Banken ser nu et resultat efter skat i intervallet 1300-1450 mio. kr. I juli opjusterede banken resultatforventningerne til 1150-1350 mio. kr. fra før 850-1150 mio. kr.

Sydbank skriver om udviklingen i tredje kvartal, at perioden har været kendetegnet ved høj kundeaktivitet, stram omkostningsstyring og en positiv udvikling i kundernes økonomiske situation.

Tirsdag opjusterede Nykredit og Vestjysk Bank, og onsdag fortsatte Spar Nord og Skjern Bank bølgen med opjusteringer forud for deres regnskaber for tredje kvartal.

Sydbank stiger 3,5 pct. til 213,20 kr.

Lundbeck har torsdag meddelt, at selskabet har indgået en endelig aftale med sydkoreanske Aprilbio om eksklusive globale rettigheder til forskning, udvikling og kommercialisering af APB-A1 til behandling af neuroimmune sygdomme.

Aktien falder 2,5 pct. til 173,60 kr.

ANALYTIKERNES KÆRLIGE BEHANDLING

Flere selskaber har været til gennemsyn hos forskellige finanshuse. Og her har bryggerikoncernen Carlsberg fået skåret sit kursmål 1030 kr. fra 1100 kr. og gentaget "sector perform", viser data fra Bloomberg News.

Carlsberg-aktien falder 0,1 pct. til 1089,50 kr.

Andetsteds har Jefferies genoptaget dækningen af Novozymes med anbefalingen "køb" og et kursmål på 490 kr. Aktien falder 0,9 pct. til 441 kr.

Blandt sidepapirerne har Nordea fået løftet sit kursmål af Arctic Securities til 85,70 kr. fra 80,10 kr.

Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Bankaktien stiger 1,7 pct. til 78,70 kr.

DRILLING UDVALGT

Maersk Drilling, der stiger 2,3 pct. til 252,40 kr., er blevet valgt som foretrukken kontrahent til det danske Greensand CO2-opbevaringsprojektet, der er placeret ud for den danske kyst, oplyser selskabet torsdag morgen.

Maersk Drilling har i forlængelse af tilsagnet om deltagelsen i fase 2 i Greensand-projektet indgået en rammeaftale med Nini-joint-venture-selskabet, der drives af Ineos Oil & Gas Denmark og Wintershall DEA, om levering af borerigge til projektet.

Aftalen bekræfter Maersk Drilling som den foretrukne kontrahent med ret til alt arbejde med borerigge, der er involveret i Greensand-projektet indtil udgangen af 2027. Arbejdet vil ske på gældende markedsrater, oplyser Maersk Drilling.

.\\˙ MarketWire