Asien: Blandet udvikling inden regnskabsstorm sætter ind
25/10 06:32
De asiatiske aktiemarkeder ligger blandet mandag, hvor investorerne i lighed med kollegerne på Wall Street afventer ugens mange store regnskaber.
Der er kvartalstal fra Facebook, Alphabet, Microsoft, Amazon og Apple i techsektoren og Caterpillar, Coca-Cola, Boeing og McDonald's i den mere traditionelle del af det amerikanske aktiemarked.
Samtidig er europæiske og asiatiske finansgiganter som Deutsche Bank og Lloyds til China Construction Bank og Nomura på banen med resultater.
- I denne uge er regnskaberne så absolut i centrum, noterer chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne ifølge Reuters.
MSCI's Asia APEX 50-indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,1 pct.
Sideløbende peger futures på de store amerikanske aktieindeks på små kursfald på omkring 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Tokyo trækker en styrket yen ned i det samlede billede, mens der samtidig er en vis nervøsitet op til næste weekends parlamentsvalg.
- Det japanske marked vil opleve zig-zaghandel forud for parlamentsvalget i den kommende weekend, pointerer Okasan Online Securities ifølge Reuters.
Det sender Nikkei 225 ned med 0,7 pct., og det brede Topix-indeks viger samtidig 0,4 pct.
På det kinesiske fastland er markedsdeltagerne lettede over weekendens kuponbetaling fra det problemramte ejendomsselskab China Evergrande.
Shanghai Composite stiger 0,4 pct., mens CSI 300 er uændret.
Hongkongs Hang Seng-indeks samtidig stiger 0,1 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,7 |
| Topix | -0,4 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,3 |
| China Shanghai Composite | +0,4 |
| China CSI 300 | 0,0 |
| Taiwan Taiex | +0,2 |
| Sydkoreas Kospi | +0,4 |
| Indiens BSE Sensex | -0,2 |
| Singapores STI | -0,1 |
| Sydney ASX 200 | +0,4 |
Indeksværdi klokken 5.30.
.\\˙ MarketWire
