Pandora/Jyske: Ser små estimatændringer - kursfald virker overgjort
1/11 12:17
Et kurfald til Pandora på over 6 pct. virker umiddelbart "overgjort", selvom smykkekoncernen skuffer lidt med salget i butikkerne i tredje kvartal og selskabets prognose for fjerde kvartal også er lidt til den bløde side.
Det vurderer aktieanalytiker Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank, efter at Pandora har fremlagt foreløbige tal for tredje kvartal og i den forbindelse også har opjusteret forventningerne til hele 2021.
KONSENSUS LIGGER LIDT HØJERE
- Det var ventet, at de ville komme med en opjustering, og hvis man tager midtpunktet af det nye guidanceinterval, så ligger konsensus faktisk 1 pct. højere. Så jeg venter heller ikke, at der skal ske det helt store ved estimaterne - måske skal de lidt ned, men ikke meget, siger Janne Vincent Kjær til MarketWire.
Pandora venter nu en organisk vækst på 18-20 pct. og en EBIT-margin på 24-24,5 pct. i 2021, men Jyske Bank analytikeren noterer, at konsensus i markedet på forhånd var en organisk vækst på 19 pct. og en EBIT-margin på 24,6 pct.
For tredje kvartal præsenterede Pandora en organisk vækst på 14 pct. og en EBIT-margin på 20,2 pct.
SALGET UD AF BUTTIKKERNE SKUFFER LIDT
- Tallene for tredje kvartal ser ved første øjekast pæne ud. De kommer ud 4,4 pct. bedre end ventet i markedet på EBIT. Driftsmarginalen er trukket pænt op af fortsat høj vækst i USA og samtidig den her sekventielle bedring i Europa, i takt med at butikkerne er blevet genåbnet.
- Når det så er sagt, kommer sell-out-væksten i tredje kvartal ind lavere end ventet, fremhæver Janne Vincent Kjær.
Sell-out-væksten - som er salget i butikkerne - var i tredje kvartal på 5 pct., hvor analytikeren i snit havde ventet 14 pct.
- Jeg tror, det er det, som umiddelbart skuffer markedet lidt, siger analytikeren og henviser til et kursfaldet i Pandora-aktien mandag formiddag på over 6 pct.
Hun er dog ikke så bekymret for den melding og fremhæver, at sell-out-væksten sammenlignet med 2019 - altså før corona - ligger på 9 pct. i kvartalet. Det er faktisk en bedring i forhold til andet kvartal, hvor den lå på 7 pct.
IKKE ALARMERENDE
- Så på den måde er det ikke alarmerende og ikke noget, som giver anledning til de helt store panderynker for mit vedkommende, siger Janne Vincent Kjær.
I forhold til kursreaktionen noterer hun også, at den nye prognose indikerer en klar vækstnedgang i fjerde kvartal.
- Det, der implicit ligger i guidance for fjerde kvartal, er en forventning om en organisk vækst på et sted mellem minus 1 og 3 pct. - altså en klar nedgang sammenlignet med, hvad vi har set i tredje kvartal. Det kan måske også være lidt til den skuffende side, siger Janne Vincent Kjær.
Hun synes dog alligevel, at aktien får en relativ hård medfart med et fald på over 6 pct.
- Umiddelbar synes jeg, det virker lidt voldsomt, set i forhold til hvad jeg tænker, der skal ske på estimaterne. Selvfølgelig kan forventningerne godt være kørt i vejret op til regnskabet, men umiddelbart synes jeg, det virker som lidt overgjort, siger analytikeren.
Hun anerkender dog, at der er noget usikkerhed om fjerde kvartal, hvor selskabet er oppe imod nogle svære sammenligningstal fra sidste år. Her havde folk på grund af corona ikke havde samme muligheder for at spendere på serviceydelser, og det understøttede - sammen med midlertidige stimuluspakker - salget af varige forbrugsgoder, herunder smykkesalget.
.\\˙ MarketWire
