Asien: Uens udvikling inden nyt om amerikansk pengepolitik
3/11 06:32
De asiatiske aktiemarkeder ligger uden ensartet udvikling onsdag, hvor investorer afventer afslutningen på det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, senere på dagen.
Med til at holde omsætningen nede er også fraværet af de japanske investorer, idet børsen i Tokyo er lukket i forbindelse med en lokal helligdag.
De finansielle markeder er så godt som stensikre på, at Federal Reserve (Fed) vil starte nedtrapningen af aktivopkøb, og imødeser eventuelle indikationer om muligheden for renteforhøjelser næste år.
- Mens der stadig er tillid til, at Fed vil begynde sin nedtrapning, er der skepsis omkring, hvor strammeragtige de vil være på renteforhøjelsesfronten, skriver analytikere fra Westpac i et notat ifølge Reuters.
Fed forsøger at opretholde en balance mellem at hæve renterne for at sikre, at inflationen ikke løber løbsk og samtidig give økonomien så meget tid som muligt for at få genoprettet de job, der forsvandt under covid-19-pandemien.
MSCI's brede indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 0,3 pct.
Sideløbende peger futures på de store amerikanske aktieindeks på små kursfald på omkring 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
De kinesiske investorer er fortsat ramt af den seneste tids bekymringer over politiske tiltag med nedslag på mange forskellige brancher, og samtidig lurer de store problemer i ejendomssektoren, der er genstand for potentielle konkurser, der kan ryste hele det økonomiske fundament under store dele af økonomien.
Shanghai Composite falder 0,4 pct., og CSI 300 dropper 0,4 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks dropper samtidig 1,0 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | Lukket |
| Topix | Lukket |
| Hongkongs Hang Seng | -1,0 |
| China Shanghai Composite | -0,4 |
| China CSI 300 | -0,4 |
| Taiwan Taiex | +0,2 |
| Sydkoreas Kospi | -1,3 |
| Indiens BSE Sensex | +0,5 |
| Singapores STI | -0,4 |
| Sydney ASX 200 | +0,8 |
Indeksværdi klokken 5.20.
.\\˙ MarketWire
