Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Vestas pryglet - Novo og Mærsk i rekord på rød dag

3/11 17:05

Onsdag var Store Regnskabsdag på børsen, hvor fire C25-selskaber har leveret tal, hvoraf nogle af dem dog var mere eller mindre kendte.

Vestas fik gedigne kurssmæk for et regnskab, der var skuffende over stort set hele linjen, mens Novo Nordisk og Pandora blev belønnet. Ørsteds melding om udvikling i havvind sendte den aktie ned.

Eliteindekset endte med et fald på 0,7 pct. til 1976,17 tynget godt ned af Vestas og Ørsted. Trods dagens udvikling tror afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank fortsat, at der ligger C25-rekorder og venter inden nytår.

VESTAS PRYGLET I BUND

Vindmøllegiganten Vestas var dagens prygelknabe, og aktiekursen blev banket sønder og sammen af ustabile forsyningskæder og omkostningsinflation i tredje kvartal, hvilket resulterede i en nedjustering af forventningerne til indtjeningen i 2021. Nu ventes en EBIT-margin før særlige poster på 4 pct., hvor der hidtil var tale om 5-7 pct.

- Regnskabet er en skuffelse på alt, hvad der foregår i forretningen lige nu hos Vestas, lød vurderingen umiddelbart efter regnskabet fra aktieanalysechef Jacob Pedersen i Sydbank. Efter at have været til telekonference med ledelsen er holdningen ikke ændret.

- Man kan skyde en hvid pind efter målet om en margin på 10 pct., som Vestas indtil for et kvartal siden fastholdt, vurderer han efter telekonferencen, og tilføjer, at Vestas er i den perfekte storm og at næste år heller ikke bliver spændende.

Han fastholder dog "køb" af aktien.

- Vestas er misundelsesværdigt positioneret til at få gavn af de politiske bæredygtighedstiltag. Det, venter vi, helt sikkert vil holde langsigtede investorer interesserede - og fastholde en prisfastsættelse, der ser ud over det aktuelle rentabilitetsdyk, skriver han i en kommentar.

Vestas faldt 16,20 pct. til 218 kr.

NOVO LEVEREDE FLOT - PANDORA OGSÅ BELØNNET

Anderledes positivt blev endelige tal fra Pandora og Novo Nordisk bedømt, selv om de to selskaber havde løftet lidt af sløret tidligere.

Novo-aktien steg 2,5 pct. til 731,60 kr. og satte atter rekord, mens Pandora steg 5,9 pct. til 878 kr.

- Det var flotte tal fra Novo specielt for fedmeprodukterne, men også for GLP-1 produkterne, påpeger afdelingsdirektøren.

Novo Nordisk slog analytikernes estimater på salg, drift og bundlinje, og det primære forretningsområde, diabetesbehandlingen, udviklede sig bedre end ventet. Samtidig blev regnskabet krydret med øgede forventninger omsat til danske kroner samt en forøgelse af koncernens aktietilbagekøbsprogram på 2 mia. kr. til samlet 20 mia. kr.

Stigningen i Pandora er også er berettiget, synes Ole Kjær Jensen

- Jeg vurderer, at stigningen i Pandora er drevet primært af det ekstraordinære udbytte og aktietilbagekøb, ligesom udviklingen i USA tæller godt op, siger han.

Han påpeger dog, at udviklingen i Asien fortsat skuffer.

ØRSTED SKUFFEDE PÅ HAVVIND

Ørsted, der også var regnskabsaktuel, satte sig 5,4 pct. til 877,80 kr. Her vurderer Ole Kjær Jensen, at skuffelsen i havvind ikke kan opvejes af fremgangen i Bioenergy og heller ikke kompenseres af, at forventningerne fastholdes.

Offshore Wind kom ud af tredje kvartal af 2021 med en lavere driftsindtjening før af- og nedskrivninger, EBITDA, end ventet blandt analytikerne. Driftsoverskuddet landede på 1304 mio. kr. i divisionen. Her havde analytikerne ifølge konsensusestimater indsamlet af Ørsted ventet et driftsoverskud på 2106 mio. kr.

MÆRSK SEJLEDE VIDERE I REKORD

Mærsk sejlede onsdag som Novo videre i rekordterritorium. Mærsk lukrerede fortsat på tirsdagens regnskab, der fik flere finanshuse til at ændre holdning til aktiekursen i opadgående retning. B-aktien steg 4 pct. til rekordkursen 20.720 kr.

Ti analysehuse har løftet kursmålet for Mærsk-aktien siden regnskabet tirsdag. Carnegie har det højeste kursmål - 28.000 kr., mens Barclays har det laveste - 16.500 kr. Kun fire af de ti analytikere har ikke en købsanbefaling.

DRILLING FIK GODKENDT TAL

Maersk Drilling kunne fremvise en stigende omsætning, højere gennemsnitlige dagsrater og stor stigning i antal kontraktdage i tredje kvartal i forhold til samme periode sidste år. Udnyttelsesgraden af flåden steg samtidig til 83 pct. i kvartalet fra 58 pct.

Maersk Drilling faldt dog 0,4 pct. til 230,40 kr.

Onsdag bød også på et regnskab fra NNIT, der endte 2,5 pct. lavere i 118,20 kr. Sparekassen Sjælland-Fyn endte 2,7 pct. højere i 150 kr. efter regnskab. Columbus har ligeledes leveret. Aktien faldt 3,2 pct. til 9,49 kr. North Medias regnskab resulterede i et fald på 2,7 pct. i aktien til 121 kr.

.\\˙ MarketWire