Aktier/middag: Drilling henter 19 pct. - Lundbeck lidt ned i svagt C25
10/11 11:58
Maersk Drilling bliver onsdag sendt på himmelfart i den danske handel, efter at borerigselskabet har valgt at fusionere med den amerikanske konkurrent Noble.
I det danske eliteindeks hænger Lundbeck-aktien lidt i bremsen, efter selskabet har offentliggjort et regnskab, der dog har en bedre end ventet udvikling i salget af nøgleprodukter.
Midt på dagen falder C25-indekset samlet set 1,3 pct. til 1967,08.
Det samlede udvikling hænger sammen med udviklingen i resten af Europa, hvor stemningen er negativ, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
- Det skyldes fald på aktier som Pandora, Genmab og Ambu, og så regnskabsaktuelle selskaber som Lundbeck, siger han.
På makroscenen vil markedsdeltagerne onsdag kigge frem mod de amerikanske forbrugerpriser, der præsenteres klokken 14.30.
MAERSK DRILLING FUSIONERER MED NOBLE
Maersk Drilling bliver sendt i vejret med 19,1 pct. til 275 kr., efter at borerigselskabet har valgt at fusionerer med Noble, og det fælles selskab får navnet Noble Corporation.
De eksisterende aktionærer i de to selskaber vil hver især få 50 pct. af aktierne i det nye selskab, der bliver noteret på børsen i New York og i København.
Det fælles selskab vil have en omsætning på 2,1 mia. dollar og en ordrebog på 2,4 mia. dollar. Fusionen ventes at indbringe synergieffekter for 125 mio. dollar.
- Aktionærene tager godt imod fusionen, fordi den giver nogle gode synergier, siger Martin Munk.
LUNDBECKS NØGLEPRODUKTER OVERRASKER POSITIVT
Lundbeck-aktien falder med 1,2 pct. til 177,43 kr. onsdag efter offentliggørelsen af regnskab for tredje kvartal onsdag morgen.
Her tjente Lundbeck lidt mere på driften end ventet af analytikere, mens toplinjen skuffede en anelse.
Lundbeck omsatte i juli, august og september for 4013 mio. kr. mod ventet 4074 mio. kr. Driftsresultat (EBIT) landede på 526 mio. kr. mod ventet 510 mio. kr. Salget af Lundbecks fire strategiske nøgleprodukter overraskede positivt i tredje kvartal, hvor Lundbecks nyeste lægemiddel Vyepti gik hastigt frem.
Samlet omsatte produkterne for 2407 mio. kr. mod ventet 2373 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet og beregnet af Lundbeck selv.
ANALYSENYT I KØLVANDET AF REGNSKABER
Ambu var tirsdag med et plus på 6,4 pct. til 186,60 kr. den største vinder i C25-regi, efter at medicoselskabet aflagde årsregnskab, hvilket ifølge flere analytikere satte gang i shortcovering af aktien.
Onsdag går det i modsat retning for aktien, der dykker 4,1 pct. til 178,05 kr. til den nederste placering i indekset.
I kølvandet af årsregnskabet har Ambu fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" af finanshuset ABG Sundal Collier, som skærer kursmålet til 161 kr. fra 186 kr.
Hos finanshuset JPMorgan løftes kursmålet til 154 kr. fra 150 kr. med en gentagelse af den negative anbefaling "undervægt".
Også Novo Nordisk har været under analytikerlup, hvor HSBC løfter kursmålet til 526 kr. fra 475 kr. Anbefalingen er stadig "reducer". Aktier taber 0,5 pct. til 730,70 kr.
TORM, INTERMAIL OG H+H LEVERER REGNSKABER
Tankrederiet Torm var i tredje kvartal af 2021 påvirket af historisk lave olielagre og fragtrater, og det kostede på både top- og bundline, viser rederiets regnskab for tredje kvartal onsdag morgen.
I tredje kvartal faldt omsætningen til 155,5 mio. dollar mod 160,7 mio. dollar samme kvartal året forinden, mens driftsindtjeningen før af- og nedskrivninger, EBITDA, endte på 30,4 mio. dollar mod 43,4 mio. dollar sidste år.
Torm-aktien taber 10,2 pct. til 50,20 kr.
Kommunikationsvirksomheden Intermails omsætning har været hårdt ramt af covid-19-krisen i Sverige, men med udsigt til stigende salg af digitale produkter og services er der udsigt til fremgang igen på toplinjen.
Intermail venter i 2021/22 en omsætning på 110-120 mio. kr. mod 106,2 mio. kr. i 2020/21.
Intermail løftes 44,9 pct. til 13,40 kr. på en handelsvolumen på knap 60.000.
H+H International har onsdag morgen oppræciseret og løftet bunden af forventningerne til regnskabsåret 2021.
Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal, hvor omsætningen er hævet til 811 mio. kr. fra 712 mio. kr.
Selskabet ser nu en organisk vækst i omsætningen på omkring 11 pct. mod tidligere 8-11 pct. samt et driftsresultat, EBIT, før særlige poster i niveauet 375-400 mio. kr. mod tidligere 360-400 mio. kr.
H+H stiger med 1,7 pct. til 260 kr.
Online tøjgiganten Boozt har fået en række nye kursmål fra storbanker - ABG Sundal Collier, Carnegie og SEB - efter sit regnskab for tredje kvartal tirsdag.
Aktien falder onsdag 3,4 pct. til 107,30 kr
Genmab, Lollands Bank og Kreditbanken ventes også at præsentere kvartalstal onsdag.
.\\˙ MarketWire
