Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: FLS blev belønnet for regnskab i grønt marked

11/11 17:07

Dagens hovedaktør i det danske eliteindeks var regnskabsaktuelle FLSmidth, der blev belønnet af investorerne oven på et bedre end ventet regnskab og strøg til tops i et positivt C25-indeks.

FLS blev dog hen ad eftermiddagen overhalet af Ambu, hvor genvinsthjemtagning fra short-investorer var med til at sende aktien i vejret med 6,5 pct. til 193 kr.

Blandt sidepapirerne var der markant fremgang til ALK-Abelló efter et godt kvartalsregnskab krydret med en opjustering af forventningerne til hele året.

Der var generelt god stemning på aktiemarkederne oven på onsdagens høje amerikanske inflationstal, der viste den største stigning i forbrugerpriserne siden 1990. C25-indekset var ingen undtagelse, da det steg 1,4 pct. til indeks 2003,23. Det var dermed første gang siden august, at C25 lukkede over indeks 2000.

- Vi er kommet lidt tilbage og ligger fornuftigt i forhold til i morges. Inflationstallene overraskede i går og sendte aktierne ned, men det modererede sig dog lidt mod lukningen. Grundliggende set forholder markedet sig til, om prisstigningerne er af permanent eller midlertidig karakter, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje, til MarketWire.

På falderebet kom der også nyt fra Novo Nordisk, der kunne meddele, at det europæiske lægemiddelagentur, EMA, nu anbefaler en markedsføringsgodkendelse af Novos middel Wegovy til vægttab.

Novo venter at få den endelige godkendelse inden for cirka 2 måneder og at kunne lancere midlet i Europa i anden halvdel af 2022.

Aktien lukkede med et plus på 0,8 pct. i 736,40 kr.

FLS-TOPCHEF TRÆDER TILBAGE

FLS gik klart frem fra morgenstunden og fastholdte dagen igennem en pæn fremgang, efter at selskabets regnskab for tredje kvartal overraskede positivt på både omsætning, indtjening og ordreindgang.

Det var især cementdivisionen, der leverede i tredje kvartal, men ifølge Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker hos Sydbank, er udsigterne på den korte bane væsentligt stærkere for mineforretningen.

- Der er høj aktivitet derude og meget høje råvarepriser. Det gør, at aktiviteten fortsat vil være høj gennem 2021 og i 2022, lød det efter regnskabet.

Onsdag aften meddelte FLSmidth desuden, at topchef Thomas Schulz træder tilbage ved årsskiftet og overlader stillingen til Mikko Keto, der hidtil har stået i spidsen for Mining.

Aktien lukkede med en stigning på 6,1 pct. i 264,70 kr.

Også Genmab var regnskabsaktuelle, efter at selskabet onsdag aften kom med regnskab efter børslukketid.

Her er fremgangen lidt mere afdæmpet, til trods for at bundlinjen voksede mere end ventet.

Her var der et overskud på 890 mio. kr. mod de ventede 509 mio. kr. og et plus på 530 mio. kr. året før.

Det tilskrives blandt andet højere uannoncerede milepælsbetalinger i kvartalet og positive finansposter.

Aktien steg 1,5 pct. til 2820 kr.

I kølvandet på regnskabet fik Genmab også løftet sit kursmål hos Bank of America til 3350 kr. fra 3128 kr. med den fortsatte anbefaling "køb".

ALK OPJUSTEREDE

Blandt sidepapirerne fremlagde blandt andet allergiselskabet ALK-Abelló regnskab for tredje kvartal. Koncernen klarede sig en del bedre end ventet målt på såvel top- som bundlinje, løftet af et overraskende stærkt salg af allergitabletter.

Det udløste en opjustering af forventningerne til 2021, der nu lyser på en organisk omsætningsvækst på 11-12 pct. mod en tidligere ventet vækst på 10-12 pct. Driftsresultatet (EBITDA) ses i øvrigt nu ramme 500-550 mio. kr. mod tidligere ventet 450-500 mio. kr.

ALK-Abelló gik frem med XX pct. til XX kr.

Derudover bød torsdagen også på regnskaber fra Schouw, H+H, SP Group, Fynske Bank og Zealand Pharma.

Sidstnævnte nedjusterede forventningerne til salgsprognosen for året efter et lavere end ventet salg af midlet Zegalogue.

GN BLEV SÆNKET

Der var også en række analytikerændringer til C25-selskaberne at tage bestik af torsdag.

GN blev efterset af analytikerne hos amerikanske Morgan Stanley, der sænker både kursmål og anbefaling. Kursmålet sænkes 26 pct. til 460 kr., og anbefalingen sættes ned til "ligevægt" fra "overvægt".

Selskabet nedjusterede 29. oktober forventningerne til GN Audio, efter at koncernen i starten af oktober også havde nedjusteret forventningerne til sit andet forretningsben, GN Hearing.

GN faldt 0,7 pct. til 395,20 kr.

Coloplast fik omvendt løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos Kepler Cheuvreux, der samtidig hæver kursmålet til 1300 kr. fra 1150 kr.

Coloplast-aktien steg 3,1 pct. til 1153,50.

Foruden EMA-anbefalingen var der også analytikernyt til Novo Nordisk, der trods den seneste tids himmelflugt fortsat har stort potentiale. Det vurderer Goldman Sachs i en opdatering efter Novos regnskab for tredje kvartal.

Finanshuset løfter kursmålet for medicinalkoncernens aktie til 822 kr. fra 770 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb".

Lundbeck fik sænket sit kursmål med 15 kr. til 235 kr. hos DNB, mens anbefalingen fortsat var "køb".

Aktien faldt 1,4 pct. til 181,80 kr.

.\\˙ MarketWire