Bavarian/Sydbank: Sivende aktiekurs skyldes nok vigende vaccinesalg
12/11 12:10
Et tilbagegang i salget af vaccinerne Rabipur/Rabavert mod hundegalskab og Encepur mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse er formentlig baggrunden for, at Bavarian siver på børsen fredag.
Det vurderer Sydbank, der konstaterer, at selv om markedet var varslet om, at især covid-19 har lagt låg på salget, så er tilbagegangen alligevel lidt større end ventet.
- Når det kommer til Bavarians regnskaber, så er det mest interessante udviklingen i salget af Rabipur/Rabavert og Encepur samt helårsprognosen.
- Og salget af begge vacciner falder altså lidt mere, end jeg estimerede og afspejler udfordringerne som følge af covid-19, siger Søren Løntoft Hansen.
CEO-EXIT KUNNE SKABE STØJ
Bavarian-aktien falder 3,5 pct. til 296,50 kr. kl 12 fredag, hvor det også har trukket overskrifter, at Bavarian Nordics topchef, Paul Chaplin, er blevet tildelt en fastholdelsesbonus på to års grundløn, eller formentlig over 10 mio. kr. Grundlønnen var sidste år knap 5,2 mio. kr.
- Det er en langsigtet incitamentsordning, og så længe den er det, og ikke kortsigtet, så virker det fornuftigt og afspejler, at bestyrelsen er tilfreds med Paul Chaplin. Desuden tror jeg også, at investorerne er tilfredse, hvis man ser på den udvikling, der har været i Bavarian-aktien i år, siger Søren Løntoft Hansen med henvisning til kursstigningen på 58 pct. i år.
Bavarian skriver i regnskabet, at bonusordningen indføres for at sikre, at Paul Chaplin bliver i Bavarian i en periode, hvor der som følge af coronapandemien er meget stor efterspørgsel efter ledere med vaccineerfaring. Og et CEO-exit ville også være uheldigt, vurderer Søren Løntoft Hansen.
- Det kunne skabe støj om den retning og strategi, som Bavarian har sat lige nu, siger Sydbank-analytikeren.
Med ordningen kan Paul Chaplin få udbetalt et års grundløn (2021-niveau) som en kontant ekstraordinær fastholdelsesbonus i 2024.
Desuden vil Paul Chaplin få tildelt et års grundløn (2021-niveau), heraf 50 pct. som warrants i 2021 og de resterende 50 pct. vil i andet kvartal 2022 blive tildelt enten som warrants eller RSU'er, skriver Bavarian Nordic i regnskabet.
.\\˙ MarketWire
