Valuta: Dollar er på vej mod endnu en stærk uge
19/11 06:50
Dollar har fredag sat kurs mod den anden uge på stribe med fremgang over for euro - understøttet af et voksende rentespænd over Atlanten.
De amerikanske renter er i en periode steget mere end de europæiske, og det er ifølge Reuters en af de primære årsager til dollars fremmarch mod euro.
En euro koster fredag morgen 1,1353 dollar mod 1,1349 dollar torsdag eftermiddag og 1,1450 for en uge siden. Og selv om euro har rettet sig fra en bund på 1,1263 i løbet af ugen, er den fælles valuta fortsat sårbar, vurderer handlere ifølge Reuters. Enkelte ser endda mulighed for, at der vil blive spekuleret endnu mere i en svækkelse af euro, hvilket i handlernes lingo betegnes at "gå kort" i euro.
- Hvis spørgsmålet er, om markedet vil gå meget kort i euro, så tror jeg, at svaret er, at det vil det, med mindre data forbedres dramatisk, siger Kit Juckes, der er valutastrateg i Société Générale, til Reuters.
Der går fredag morgen 114,36 yen på en dollar mod 114,28 yen torsdag eftermiddag.
I Tyrkiet svækkes lira fortsat efter torsdagens rentenedsættelse fra den tyrkiske centralbank til 15 pct. fra 16 pct.
Rentenedsættelsen var ventet, men langt fra populær blandt økonomer, da Tyrkiet i øjeblikket slås med voldsomt tiltagende inflation.
Den seneste prisstatistik har vist en inflation i omegnen af 20 pct., men landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ikke desto mindre valgt at blande sig centralbankens arbejde og meddelte så sent som onsdag, at han fortsat kæmper for lavere renter.
En dollar koster fredag morgen 11,10 lira mod 11,09 torsdag eftermiddag, og lige omkring 10 lira fredag i sidste uge. Ved årsskiftet kostede dollar 7,45 lira.
.\\˙ MarketWire
