Obligationer/tendens: Udsigt til små rentestigninger
22/11 07:05
De danske statsrenter har udsigt til at åbne med små rentestigninger mandag, hvor der fra morgenstunden kommer danske nøgletal, inden der senere på dagen kommer tal fra både eurozonen og USA.
Fredag faldt renten på den toneangivende danske statsobligation med 7 basispoint til minus 0,08 pct. i forhold til torsdag.
At obligationsrenterne blev sendt ned skyldtes, at Europa igen er blevet epicenter for en ny gang corona i de seneste uger.
- Det bygger videre på historien om, at pandemien ikke er helt forbi i Europa, hvilket er et knæfald med hensyn til kvalitet, siger Peter McCallum, strateg hos Mizuho, til Reuters.
Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, var fredag ude og gentage bankens forventning om, at inflationen vil aftage til næste år og igen synke under målsætningen på to pct.
Dagens vigtigste nøgletal kommer ifølge Sydbank fra USA, hvor der lander friske tal for salget af eksisterende boliger.
- Byggetilladelserne steg med 4 pct. i oktober, og niveauet af byggetilladelser er stadig meget højt. Byggetilliden målt ved NAHB-indekset er steget tre måneder i træk, og det vidner om, at der er gang i byggeriet og boligmarkedet. Det vil bidrage til fortsat økonomisk vækst i USA, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.
Klokken 8.00 kommer der tal for den danske forbrugertillid (for november) og beskæftigelse for lønmodtagere (for september).
Senere på eftermiddagen venter der også nyt fra eurozonen, der præsenterer foreløbige tal for forbrugertillid.
Sydbank vurderer dog, at det primært vil være den generelle stemning på finansmarkederne, der vil styre renteudviklingen mandag.
Ugens højdepunkt bliver tirsdagens PMI-indeks fra eurozonen og USA.
.\\˙ MarketWire
