Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Særligt FLSmidth og ISS presses i covid-nervøst marked

26/11 11:48

FLSmidth og Pandora er blandt de volatile aktier, som sammen med ISS og Danske Bank får de største hug i aktiemarkedet fredag, efter at en ny og angiveligt mere farlig sydafrikansk variant af coronarvirusset truer.

Men helt generelt trykker den genopståede virusnervøsitet aktiemarkederne kloden rundt, og i København taber det danske C25-indeks 1,1 pct. til 1903,04 fredag middag.

- Den nye variant har spredt sig med en voldsom hast nede i Sydafrika, og den skaber en frygt for, at der er en ny variant, vi ikke lige kan ramme med de bestående vacciner, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk som forklaring på det udbredt mismod.

Varianten er indtil videre opsporet i Sydafrika, Hongkong og Botswana.

Specifikt for de danske aktier peger Martin Munk på bankerne som særligt udsatte.

BRINGER MINDER TILBAGE

Danske Bank taber fredag middag 3,6 pct. til 111,50 kr.

- De taber på, at renten falder tilbage på det her. Og så har du en ISS, som også var et klassisk eksempel, der blev ramt hårdt af corona i et nedlukningsscenarie, som giver mindre arbejde til ISS, noterer Martin Munk.

ISS falder 4,1 pct. til 119,55 kr.

- Det bringer jo minder tilbage, til da vi lukkede ned første gang, mener Martin Munk.

FLSmidth ligger i bunden af C25 med et tab på 4,9 pct. til 231,70 kr., selv om RBC Capital har hævet kursmålet på aktien til 315 kr. fra 300 kr. og gentaget anbefalingen "outperform".

- Men coronasituationen vejer tungest, mener Martin Munk og ser nedturen for den danske ingeniøraktie i sammenhæng med en generel tilbagegang for europæiske industriaktier og materialer.

Pandora, der også er sårbar over for nedlukninger af butikker, taber 3,0 pct. til 849 kr.

Øverst i C25 stiger Ambu hele 3,3 pct. til 196,50 kr.

- Den var - så vidt jeg husker - også en corona-vinder på grund af det med renlighed og engangsendoskoper, siger Martin Munk. Og dertil kommer, at aktien generelt er kendt for særligt store udsving.

- Vi vænner os til at stiger eller falder 4-5 pct. bemærker senrioraktierådgiveren.

NOVO VENTER LAVERE SALGSVÆKST I 2022

Uafhængigt af den nye coronavariant har Novo Nordisk oplyst, at medicinalselskabet venter, at salget i Kina vil blive ramt af en volumenbaseret indkøbsaftale (VBP). Den ventes at påvirke salgsvæksten negativt i 2022, oplyser selskabet i en meddelelse fredag morgen.

- Novo Nordisk venter nu en estimeret negativ påvirkning på den globale salgsvækst på omkring 3 pct. i 2022 som et resultat af lavere priser og lavere salgsvolumen på insulin i Kina, skriver Novo Nordisk i meddelelsen. Aktien falder fredag middag 1,9 pct. til 706 kr.

Meddelelsen var ifølge Martin Munk ventet i markedet.

- Det har været et stort tema blandt analytikere, hvor meget man skal indregne på det her med Kina, som vi ved kommer næste år. Men nu er katten endelig ud af sækken. Nu ved vi, hvad vi taler om, og det de melder ud, rammer faktisk meget godt, det vores analytikere havde ventet, vurderer Martin Munk.

ROCKWOOL FÅR JUSTERET KURSMÅL

Rockwool har fået opmærksomhed fra finanshusene, efter at selskabet onsdag fremlagde regnskab for tredje kvartal. Det har fået HSBC til at sænke kursmålet med 100 kr. til 3600 kr., mens anbefalingen "køb" gentages, viser data fra Bloomberg.

Også ABG har regnet på aktien og fundet plads til at hæve kursmålet fra 2950 kr. til 3300 kr. Her er anbefalingen også uændret køb. Rockwool-aktien stiger 31,3 pct. til 2793 kr.

SEJR TIL FCK OG NEDERLAG TIL BRØNDBY IF

Uden for C25-indekset er der boldnyt fra Brøndby IF og FCK, der er ejet af Parken Sport & Entertainment, efter at begge hold spillede internationalt torsdag.

Det blev til et nederlag på 1-3 til Brøndby mod Lyon, mens FCK vandt 4-0 over Lincoln Red Imps fra Gibraltar.

Men Brøndby IF stiger 0,4 pct. til 0,55 kr., mens Parken Sport & Entertainment dykker 1,2 pct. til 81,80 kr.

MT Højgaard Holding har takket nej til opkøbet af den kriseramte konkurrent Barslund, skriver Børsen.

Aktien falder 1,8 pct. til 217 kr.

Derudover har Sanistål fredag formiddag nedjusteret sine forventninger til 2021 og skiftet ud på posten som administrerende direktør, hvor Claudio Christensen afløser Christian B. Lund, som forlader selskabet med øjeblikkelig virkning. Aktien ligger uændret i 78,80 kr.

.\\˙ MarketWire