Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Asien: Tokyo i massivt dyk - kursfald næsten overalt - NY

19/1 06:38

De asiatiske aktieinvestorer får igen klø onsdag, hvor fortsat stigende amerikanske obligationsrenter har udløst et globalt frasalg af teknologiaktier, mens investorerne bekymrer sig om inflation og forbereder sig på en strammere amerikansk pengepolitik.

- Det er formentlig kapital, der roterer ud af USA, da der er en så koncentreret pulje af kapital i de amerikanske aktier, specifikt i teknologivirksomheder. Noget af den kapital bliver nok omfordelt, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 0,7 pct.

Sideløbende indikerer futures på de store aktieindeks kursfald på 0,5-0,9 pct., når markedet åbner senere på dagen i New York.

I Tokyo bliver kursfaldene forstærket af et styrtdyk på næste 10 pct. i Sony, efter at Microsoft har købt den amerikanske spilgigant Activision Blizzard.

Opkøbet vil gøre Microsoft til det tredjestørste gaming-selskab målt på omsætning, efter Tencent og Sony, og det reflekterer et stort skifte i sektoren.

- Når Microsoft tilbyder de største og nyeste spil at blive distribueret gennem abonnementstjenesten Gamepass, vil Sony have en megaudfordring i at stå på egne ben i en udmattelseskrig. Sony vil have svært ved at matche Microsoft i form af hvor mange penge, de kan bruge på populære titler, siger strateg Amir Anvarzadeh fra Asymmetric Advisors ifølge AFP.

Nikkei 225-indekset falder 2,7 pct., og det brede Topix-indeks dropper 2,8 pct.

De kinesiske markeder er en anelse mindre pessimistiske. Shanghai Composite og CSI 300 falder henholdsvis 0,5 pct. og 0,8 pct., og Hang Seng-indekset på børsen i Hongkong dropper 0,4 pct.

På de øvrige børser ligger Taiwans Taiex-indeks med et minus på 0,9 pct., Kospi-indekset i Seoul falder 1,0 pct., mens Singapores Strait Times-indeks stiger 0,1 pct.

Australiens ASX-indeks sluttede onsdagens handel med et tab på 1,0 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225
-2,7
Topix-2,8
Hongkongs Hang Seng-0,4
China Shanghai Composite-0,5
China CSI 300
-0,8
Taiwan Taiex-0,9
Sydkoreas Kospi-1,0
Indiens BSE Sensex-0,6
Singapores STI+0,1
Sydney ASX 200-1,0

Indeksværdi klokken 6.15.

.\\˙ MarketWire