Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Tryg straffet for tal - Coloplast belønnet

25/1 17:07

De danske aktier endte i rødt efter at have været i plus i dagens løb. En negativ åbning i USA tilsat nervøsitet om Ukraine og Ruslands ageren tyngede godt sammenholdt med bekymring over udfaldet af den amerikanske centralbanks rentemøde onsdag.

Ude i Europa var der dog stigninger på omring 1 pct. ved dansk lukketid.

- Usikkerheden, der måske var trådt lidt i baggrunden i formiddagens handel, kom igen frem ved åbningen af USA og sendte C25 i rødt, vurderer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen over for MarketWire.

C25-indekset endte tirsdag med et fald på 0,5 pct. i 1710,58.

TRYG OG NETCOMPANY I BUND

To af dagens regnskabsaktuelle C25-selskaber, Tryg og Netcompany, endte i den tunge ende. Det tredje - Coloplast - steg.

- Det er overraskende for mig, at Tryg falder efter sit regnskab, som jeg synes var godt. Derimod skuffede Netcompany på såvel omsætning som resultat, siger Ole Kjær Jensen.

Tryg leverede en bundlinje markant højere end ventet med baggrund i et stærkt investeringsresultat, men både det forsikringstekniske resultat og det forsikringstekniske nøgletal combined ratio, der sætter erstatningsudgifter i relation til præmieindtægter, landede lidt dårligere end ventet.

Tryg aktien faldt 4,2 pct. til 150,75 kr.

Netcompany faldt mest blandt C25'erne, da aktien satte sig 15 pct. til 481,40 kr. Den er også blandt de aktier, der er faldet mest i år med mere end 25 pct.

Omsætningen endte i fjerde kvartal på 1152,1 mio. kr. mod ventet 1173,6 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv, og det justerede driftsresultat (EBITA) blev 210,3 mio. kr. mod ventet 245,5 mio. kr. På de nederste regnskabslinjer hentede selskabet et nettooverskud på 153,8 mio. kr. mod ventet 165,5 mio. kr.

COLOPLAST I PLUS EFTER TAL

Coloplast kom overordnet set bedre ud af første kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22, end analytikerne havde regnet med, hvor kun bundlinjen ikke leverede bedre end ventet.

Coloplast præciserede sine forventninger til det forskudte regnskabsår som følge af opkøbet af Atos Medical, der ventes afsluttet den 31. januar.

Aktien steg 0,8 pct. til 947 kr.

GENMAB MED DARZALEX-NYT

Genmab endte med et fald på 0,8 pct. til 2129 kr. efter at have offentliggjort tal for salget af Darzalex for fjerde kvartal fra selskabets amerikanske partner.

Darzalex-salget blev i fjerde kvartal opgjort til 1645 mio. dollar mod ventet 1636 mio. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af data fra Bloomberg News.

Genmab fik også løftet sin anbefaling hos norske DNB til "køb" fra "hold". Kursmålet er sat til 2950 kr. mod tidligere 2900 kr., fremgår det af Bloomberg News.

I den tunge ende af indekset lå også Vestas og Ørsted.

- Jeg tror, de fortsat er tynget af udsigterne til stigende renter, siger Ole Kjær Jensen.

Vestas fik desuden nyt fra amerikanske GE's Renewable Energy tirsdag. Vestas faldt 4,6 pct. til 166,05 kr. Det næststørste fald i C25 tirsdag.

Indtjeningen bløder fortsat hos General Electric i divisionen for vedvarende energi, der omfatter selskabets aktiviteter inden for produktion af vindmøller.

I fjerde kvartal havde divisionen et underskud på 312 mio. dollar, svarende til godt 2 mia. kr., sammenholdt med et underskud på 87 mio. dollar året før. For hele året var underskuddet 795 mio. dollar.

Vestas har også fået sænket anbefalingen hos svenske SEB til "sælg" fra "hold".

Ørsted faldt 4 pct. til 679 kr. - det laveste niveau siden april 2020 og næsten en halvering siden toppen i januar sidste år på 1355 kr.

Selskabet har fået sænket sin anbefaling af RBC til "sector perform" og kursmålet til 800 kr. fra 1100 kr. Samtidig har Santander sænket kursmålet til 880 kr. fra 1060 kr.

Udsigt til stigende renter er derimod godt nyt for banker. Danske Bank og Jyske Bank i C25 steg også begge med henholdsvis 1,6 pct. og 2,2 pct. Stigningerne var større i banker som Sydbank og Nordea, der endte henholdsvis 3,7 pct. og 3,3 pct. højere.

Helt i toppen af indekset lå Novo Nordisk uden selskabsspecifikt nyt. Aktien steg 2,7 pct. til 625,230 kr.

- Måske stigningen kan forklares med lidt behov for sikkerhed, og at aktien er faldet pænt i år, siger afdelingsdirektøren.

.\\˙ MarketWire