Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Zealand Pharma: Udpeger ny topchef og nedjusterer forventninger - NY

30/3 15:57

Zealand Pharma har en større restrukturering af selskabet under opsejling og har i den forbindelse udnævnt Adam Steensberg til ny administrerende direktør i medicinalselskabet med øjeblikkelig virkning.

Samtidig er forventningerne til 2022 blevet justeret, så der nu ses lavere omkostninger, men også en mærkbart lavere omsætning fra produktsalget.

Det oplyser selskabet i en meddelelse onsdag eftermiddag.

Adam Steensberg, der før dagens forfremmelse besad posten som medicinsk direktør, erstatter Emmanuel Dulac, der har siddet på posten de seneste tre år.

- Bestyrelsen vil sikre, at selskabet fortsætter med at fokusere på sine styrker, og mener, at doktor Adam Steensberg, der hidtil har været forsknings- og udviklingsdirektør samt medicinsk direktør, har de rette evner og erfaring, da selskabets rige og omfangsrige pipeline er udviklet under hans ledelse, siger Martin Nicklasson, der er bestyrelsesformand i Zealand Pharma, i meddelelsen.

Zealand Pharma vil nu fokusere på værdien af sine produkter V-Go og Zegalogue gennem strategiske partnerskaber, og det vil samtidig restrukturere sin kommercielle organisation i USA.

Som følge af restruktureringen vil arbejderstaben i USA blive reduceret med 90 pct. inden tredje kvartal i år. I Danmark vil der blive set på måder at skære i omkostningerne på, fremgår det.

- Vi har taget beslutningen om at restrukturere, fordi vi tror, at kommercielle samarbejder vil skabe mere værdi for selskabet og aktionærerne, i takt med at vi omdanner selskabet til en mere fokuseret og omkostningseffektiv organisation. Ved at forbedre vores driftseffektivitet og målrette vores indsats inden for forretningsudvikling vil vi komme i en position, hvor vi til fulde kan drage nytte af vores mest avancerede aktiver og udvikle nye peptidbaserede behandlinger, siger den nye topchef, Adam Steensberg, i meddelelsen.

Med restruktureringen justerer Zealand Pharma også sine forventninger til 2022. Der ses nu en omsætning fra produktsalget på 115 mio. kr. "+/- 10 pct". Tidligere ventede selskabet et salg af kommercielle produkter på 235 mio. kr.

Refokusering og prioritering af forsknings- og udviklingsaktiviteter, vil medføre lavere driftsomkostninger, som for 2022 nu ses lande 1000 mio. kr. "+/- 10 pct." mod en tidligere forventning på 1200 mio. kr. "+/- 10 pct."

Aktionærerne i Zealand Pharma tager godt imod justeringerne og sender onsdag aktien op med 6,4 pct. til 103,10 kr. på børsen i København. Umiddelbart inden meddelelsen blev aktien handlet i 97,30 kr.

.\\˙ MarketWire