FLSmidth/ny fmd: Jeg bringer kontinuitet - GENT
31/3 06:34
Efter en nylig udskiftning på posten som topchef i FLSmidth, hvor Mikko Keto har afløst Thomas Schulz, bringer Tom Knutzen kontinuitet ind i selskabet, efter at han på onsdagens generalforsamling overtog posten som bestyrelsesformand efter Vagn Sørensen.
Det siger den nyvalgte formand i et interview med MarketWire efter generalforsamlingen i Valby.
- Jeg repræsenterer ikke et skifte på formandsposten, hvor vi skal revidere strategien, eller hvor vi skal hen. Jeg har jo været med i bestyrelsen i mange år, så jeg bringer kontinuitet, fastslår Tom Knutzen.
Han ser tilbage på en periode, hvor FLSmidths aktiviteter inden for Mining er kommet til at fylde væsentligt mere end Cement, som er presset af konjunkturer og overkapacitet. Ikke mindst opkøbet af mineaktiviteterne i Thyssenkrupp - TK-Mining - vil styrke den udvikling.
- Her har selskabet en ganske klar strategi. Og jeg synes jo, at det er en voldsomt engagerende opgave at være med i det, man kan sige er en vanskelig industri.Mineindustrien er ikke let, og cement er ikke en let sag ud fra en miljømæssig betragtning. Men hvis vi kan være teknologiudviklere og komme med produkter og løsninger, så kan vi jo være med til at bidrage til at løse et stort miljømæssigt problem og gøre verden grøn og drive en god forretning, siger den nyvalgte formand.
Det har været ideoplægget i lang tid, noterer Tom Knutzan.
- Så det er en - i mangel af bedre ord - en eksekveringsopgave - at bidrage til en grønnere verden og drive en sund forretning, siger han.
Tom Knutzen erkender, at der er plads til fremgang i FLSmidths forretning.
- Nu kommenterer et selskab jo aldrig på sin aktiekurs, men vi har en udestående opgave med at få skabt noget værdi. Det er vi meget bevidste om, siger han.
Det skal blandt andet ske gennem integrationen af nyopkøbte TK-Mining, som skal give et miks i FLSmidths forretningsgrundlag med en andel til Mining på 75-80 pct. Og det mål er inden for rækkevidde, mener Tom Knutzen.
- En af udfordringerne i mineindustrien er, at vi skal bruge flere udvundne mineraler for at elektrificere verden. Der skal åbnes nye miner. Men når man ser på bevillingsprocesserne og licenserne til at få lov til at starte en ny mine, så trækker det ud i tid og tiltrækker sig en masse politisk opmærksomhed. Så jeg tror, at det bliver meget, meget vigtigt for mineselskaberne at kunne få en licens, fordi de kommer med så grøn en løsning som mulig, siger han.
.\\˙ MarketWire
