USA/lukning: Aktier faldt med nervøse investorer på sidenlinjen
31/3 22:06
De amerikanske aktier faldt tilbage og sluttede for første gang i to år et kvartal med minus, da investorerne torsdag holdt nye penge ude på sidelinjen.
Olieprisen bakkede ellers, efter at USA's præsident, Joe Biden, torsdag bekræftede forlydender om, at han hver dag vil frigive 1 mio. tønder olie fra landets strategiske reserver for at holde prisen nede.
På den anden side raslede Ruslands præsident, Vladimir Putin, med gassablen og forlangte betaling i rubler.
Renterne faldt sideløbende, da investorerne rebalancerede porteføljerne og købte ind efter de seneste ugers kurstab.
Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund tilbage med 1,6 pct. til 4530 indekspoint, mens Dow Jones ligeledes mistede 1,6 pct., og Nasdaq bakkede med 1,5 pct.
Dermed sluttede S&P 500 kvartalet med et samlet fald på 4,9 pct. Efter en rekord i starten af januar var indekset dog på et tidspunkt dykket med 13 pct. frem til den seneste bund i starten af marts.
- Der kan være lidt vinduespynteri her sidst på måneden. Inflationsdataene var ellers lidt lavere end ventet, men der kommer jobdata fredag, og det kan ændre billedet for renterne. Om en uge starter regnskabssæsonen også. Derfor sidder investorerne lidt på hænderne, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
- I denne periode, hvor vi er uden rigtige pejlemærker, så kan op- og nedjusteringer på enkeltaktier før regnskabssæsonen også påvirke sektorer, og det kan sætte sig på den overordnede stemning på aktiemarkedet. Her har der været nedjusteringer på PC-producenterne og i chipsektoren torsdag.
BLØDERE INFLATION
Torsdagens vigtigste nøgletal i form af den den amerikanske centralbank Federal Reserves foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, faldt ellers mildere ud med en stigningstakt på 5,4 pct. på årsbasis i februar, mens 5,5 pct. var ventet, ifølge Bloomberg News.
På den anden side offentliggøres fredag den vigtige jobrapport for marts fra det amerikanske arbejdsministerium, og vidner den om et stramt arbejdsmarked, kan det skabe ny uro.
- Centralbankerne hæver renterne, fordi økonomierne har det godt. Den lavere inflation i februar burde have været godt nyt, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
- Hvis jobrapporten fredag er meget stærk, så vil markedet dog indregne en endnu mere høgeagtig Federal Reserve.
FORSYNING I TOP
I S&P 500-indekset klarede forsyningssektoren sig bedst med et minus på 0,2 pct., mens ligeledes defensive dagligvarer tabte 0,4 pct., og sundhed så et minus på 1,2 pct.
I den anden ende havde finans det sværest med et fald på 2,3 pct., mens kommunikationsservice mistede 2,0 pct., cyklisk forbrug tabte 2,0 pct., og it bakkede 1,6 pct.
Det var Apple og Microsoft, som trak mest ned i S&P 500 med minusser på 1,8 pct. til begge. Nyt omkring æbleaktien var torsdag, at selskabet søger chipleverandører, da en japansk samarbejdspartner har problemer med at levere nok.
Ligeledes inden for it hev chipproducenten AMD kraftigt ned med et fald på 8,3 pct., da investeringsbanken Barclays sænkede sin anbefaling af aktien "equal-weight" og samtidig skar i kursmålet.
I cyklisk forbrug faldt Amazon desuden 2,0 pct., mens der i kommunikationsservice var minus til Meta på 2,4 pct., mens Alphabet mistede 2,0 pct.
SAVNEDE OPJUSTERING
Blandt torsdagens få regnskabsaktuelle selskaber var Walgreen Boots Alliance, der i det forskudte andet kvartal slog analytikernes forventninger til både omsætning og indtjening. En fastholdt prognose skuffede dog markedet, som havde sat næsen op efter en opjustering, og derfor tabte aktien 5,7 pct.
For helåret venter Walgreens nemlig fortsat en en vækst i den justerede indtjening per aktie på en lav encifret procentsats.
Der var også nyt fra branchefællen CVS, der indgik et forlig med delstaten Florida om at betale 484 mio. dollar i en sag om recepter på opioider, som er blevet udstukket fra kædens apoteker i staten. Aktien bakkede 2,3 pct.
.\\˙ MarketWire
