USA/lukning: Rentechok ramte aktier - store tech-navne faldt tungt
6/4 22:07
De amerikanske aktier faldt igen onsdag tungt, da nervøse investorer atter tilpassede sig den pengepolitiske virkelighed, som Lael Brainard, bestyrelsesmedlem af Federal Reserve, Fed, tirsdag lagde op til i form af ikke blot en stejl rentebane, men også en hurtig reduktion af centralbankens balance.
Det var især de højdespringende vækstaktier inden for teknologi, der ligesom tirsdag blev hårdt ramt af de højere renter.
Det brede S&P 500-indeks tabte derfor 1,0 pct., mens Nasdaq mistede hele 2,2 pct., og Dow Jones faldt mere moderate 0,4 pct.
HØGEN BEKRÆFTET
Onsdag eftermiddag offentliggjordes referatet af centralbankens seneste rentemøde midt i marts og detaljerne bekræftede investorernes frygt og Lael Brainard, formentlig kommende næstformand i bankens, udmelding.
På mødet blev renten løftet med 25 basispoint, men havde det ikke været for Ruslands væbnede angreb på Ukraine, havde det formentlig været et dobbelt renteløft.
- Mange deltagere bemærkede, at en eller flere forhøjelser på 50 basispoint i målintervallet kunne være passende på fremtidige møder, især hvis inflationspresset forbliver forhøjet eller intensiveret, hedder det også i bankens referat.
Samtidig var der enighed om, at Federal Reserve formentlig til maj vil vedtage planen for kommende kvantitative stramninger, hvor en reduktion i obligationsbeholdningen på 95 mia. dollar om måneden blev anset for "passende".
Beløbet er under de 50 mia. dollar, der var loftet under sidste "run off" i 2017-2019, men dog under den hast på 120 mia. dollar hver måned, som banken brugte, da opkøbene stabiliserede sig under pandemien.
- Der er tydeligvis en del negativ momentum i markederne. De er meget nervøse. Volatiliteten er høj. Markederne har formentlig en tilbøjelighed til at sælge yderligere, men man skal kigge på, hvad der allerede er indregnet, og hvor meget tingene har flyttet sig, og begynde at tænke på, om der på et tidspunkt vil være nogle taktiske muligheder for dyppe tåen ind i markedet, kommenterer April LaRusse, investeringschef hos Insight Investments, over for Bloomberg News.
Aktierne rettede sig dog noget efter rentereferatet, da S&P 500 på et tidspunkt inden var i minus med hele 1,7 pct.
TECH TYNGEDE
I det amerikanske hovedindeks, S&P 500, var det de mere defensive forsyningsaktier, der med et plus på 2,0 pct. klarede sig bedst, mens sundhed steg 1,6 pct.
I den anden ende tabte cyklisk forbrug 2,6 pct., mens it-aktierne mistede det samme, og kommunikationsservice dalede 2,1 pct. Industrigruppen samt sektoren for råvarer og materialer faldt desuden 0,8-1,1 pct., og end ikke finans, hvor bankerne ellers gavnes af højere renter, kunne levere et plus, da sektoren gik ned med 0,7 pct. på grund af recessionsfrygten.
I it-sektoren indtog Microsoft blandt de store navne rollen, som den aktie, der tyngede mest i markedet, med et fald på 3,7 pct., mens Apple smed 1,9 pct.
Chipaktierne havde det ligesom tirsdag igen rigtig hårdt med et fald til undergruppen i it-sektoren på 3,0 pct. Her smed Nvidia 5,9 pct., mens Qualcomm bakkede 4,3 pct.
I cyklisk forbrug havde de to helt store navne, Amazon og Tesla, det også svært med minusser på 3,2 og 4,2 pct., mens de to kæmper i kommunikationsservice, Alphabet og Meta Platforms, tabte 2,9 pct. og 3,7 pct.
Vinderne onsdag var igen USA's største sygekasse Unitedhealth Group, der vandt 2,7 pct., mens medicinalkæmpen Johnson & Johnson og Eli Lilly, onsdag udpeget som bedste aktie i farmasektoren af Morgan Stanley, steg 2,6 og 4,6 pct.
KONKURRERENDE BUD
På nyhedsfronten bekræftede Spirit Airlines tirsdag aften forlydender om, at lavprisselskabet havde modtaget et opkøbstilbud fra konkurrenten Jetblue på 33 dollar per aktie.
Aktien steg 22,4 pct. tirsdag, inden handelen blev suspenderet, men onsdag bakkede den med 2,4 pct. til 26,28 dollar. Markedet er usikker på, om konkurrencemyndighederne vil godkende en fusion.
Tidligere i år indgik Spirit en fusionsaftale med en anden konkurrent, Frontier, med en værdisætning aktien på 23 dollar.
.\\˙ MarketWire
