Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Snap flød oven på dybrødt marked efter blandet regnskab

22/4 22:08

Den dårlige stemning, der bredte sig på det amerikanske aktiemarked ud på torsdagen, fortsatte ufortrødent fredagen igennem.

Regnskabssæsonen for første kvartal er i fuld gang i det amerikanske, og også fredag skyllede det ind over investorerne med nye rapporteringer før markedets åbning.

Det skete til en dyster baggrundstone fra det generelle marked, og S&P 500-indekset endte 2,8 pct. lavere, teknologitunge Nasdaq satte sig 2,6 pct., og Dow Jones-indekset faldt med 2,8 pct.

Markedsbarometret gik fra grønt til rødt, da høgeagtige meldinger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, torsdag sendte renterne op og vendte op og ned på aktiemarkedet.

Faldene fredag kom efter dyk torsdag på 1,5 pct. for S&P 500, 2,1 pct. for Nasdaq-indekset og 1,1 pct. for Dow Jones-indekset.

Chefen for Federal Reserve, Jerome Powell, sagde torsdag, at en renteforhøjelse på 50 basispoint vil "være på bordet", når centralbanken holder sit næste rentemøde i maj.

- De høgagtige kommentarer fra Federal Reserves chef satte endnu "en kat blandt duerne," hvilket giver voldsomme udsving, selv om nyheden ikke burde være en alt for stor overraskelse, siger Richard Hunter, der er markedschef hos Interactive Investor, til Reuters.

SNAP MED GODT OG SKIDT

Blandt enkeltaktierne var der fredag fokus på blandt andet Snap, der ejer Snapchat.

Aktien steg med 1,2 pct. til 29,76 dollar efter at have aflagt regnskab efter markedets lukketid torsdag.

Snaps regnskab viste på den positive side flere daglige aktive brugere end ventet, og ligeledes et højere driftsresultat end estimeret.

Men på negativsiden talte det, at Snap i andet kvartal ser en vækst i omsætningen på 20-25 pct. mod ventet 28 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

For Gap var retningen omvendt entydigt negativ fredag, hvor aktien faldt med hele 18,1 pct. til 11,71 dollar, efter at tøjkoncernen torsdag aften skar i forventningerne til salget i første kvartal 2022/23.

RØDT TIL KREDITKORT

Kreditkortudbyderen American Express klarede sig omvendt bedre end ventet i første kvartal, der bød på et overskud per aktie på 2,73 dollar mod estimeret 2,39 dollar ifølge Bloomberg News.

Alligevel faldt aktien med 2,8 pct. til 180,64 dollar i det sure marked.

Kimberly-Clark, som blandt andet ejer Kleenex og en række andre forbrugsvarer, kom også noget bedre ud af første kvartal end ventet.

Og for hele året venter selskabet en organisk salgsvækst på 4-6 pct. mod analytikernes konsensus på 3,8 pct. ifølge estimater fra Bloomberg News.

Aktien steg med 8,2 pct. til 138,54 dollar.

Teleselskabet Verizon kunne i sit regnskab afsløre flere mobiltelefonabonnenter i første kvartal end ventet.

Omvendt trak det ned, at selskabet nu kun venter en indtjening per aktie for hele året i den lave ende af det tidligere udmeldte prognosespænd på 5,40-5,55 dollar per aktie.

Aktien faldt med 5,7 pct. til 51,88 dollar.

Fredag fortsatte mareridtsugen desuden for Netflix, der faldt med 1,2 pct. til 215,52 dollar.

Faldet kom efter et tungt fald onsdag, der blev udbygget torsdag. Streamingtjenestens aktie faldt onsdag med 35,1 pct. - efterfulgt af et minus på 3,5 pct. torsdag.

Neturen startede med meldingen tirsdag aften om, at det for første gang i et årti havde mistet kunder. Og Netflix forudser fortsat færre kunder i andet kvartal.

SENE ONSDAGSREGNSKABER STADIG UNDER LUP

Torsdag var blandt andet Tesla og United Airlines ved eksamensbordet efter regnskaber.

Tesla faldt fredag 0,4 pct. til 1005,05 dollar efter et plus på 3,3 pct. torsdag, der blev sikret af et regnskab, der viste en stærkere end ventet omsætning.

Tesla har efter regnskabet fået indledt analysedækning hos finanshuset Industrial Securities med den positive anbefaling "outperform"

United Airlines kom også med lovende regnskabstakter efter børslukketid onsdag. Selskabets topchef, Scott Kirby, karakteriserer ifølge Bloomberg News efterspørgslen som den stærkeste i sine 30 år i luftfartsbranchen.

United Airlines steg fredag 1,2 pct. til 51,46 dollar fredag efter et plus torsdag på 9,3 pct. Fredag fik selskabet løftet sin anbefaling hos JPMorgan til "outperform".

.\\˙ MarketWire