USA/lukning: Wall Street igen i rødt - Under Armour sendt til tælling
6/5 22:05
Det endte igen i rødt på Wall Street fredag, efter at markedet fik en syngende lussing i torsdagens handel.
De amerikanske aktier var ellers kortvarigt oppe at snuse til grønt fredag, men igen fik frygten for, at den skyhøje inflation løber løbsk og kaster en recession af sig, overtaget.
Umiddelbart reagerede investorerne ellers positivt på meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften, hvor centralbanken igen hævede sin ledende rente og kundgjorde, at den massive balance skal nedbringes.
Men torsdag overtog frygten for, at inflationen ikke kan tøjles. og at den derfor vil medføre en større økonomisk nedtur.
Det blev igen understøttet fredag, hvor en solid amerikansk arbejdsmarkedsrapport for april viste, at arbejdsmarkedet fortsat er brandvarmt, hvilket kan være med til at holde gang i forbruget og dermed holde priserne oppe.
Der blev i april skabt 428.000 job uden for landbruget. Det var mere end ventet blandt økonomerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 380.000 nye job mod 424.000 måneden forinden.
S&P 500-indekset faldt med 0,6 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indekset bakkede med 1,4 pct. Dow Jones-indekset faldt med 0,3 pct.
Torsdag gik det helt galt, da Nasdaq-indekset eksempelvis faldt med hele 5 pct. Med fredagens dyk er teknologiindekset nu faldet hele 22,4 pct. i år.
STORE TEKNOLOGINAVNE IGEN UNDER PRES
Salgsknappen var rødglødende i torsdagens handel. Det ramte især store selskaber som Facebook-ejeren Meta, Amazon, Alphabet, Apple, Microsoft og Tesla, der ellers har været en fast bestanddel i de fleste porteføljer.
Og nedturen fortsatte fredag.
Meta faldt med 2,2 pct. til 203,77 dollar, og Amazon bakkede 1,4 pct. til 2295,45 dollar.
Alphabet faldt 0,9 pct. til 2315,10 dollar, og Microsoft og Tesla falder med henholdsvis 0,9 pct. til 274,73 dollar og 0,9 pct. til 865,65 dollar.
Apple holdt som den eneste af de helt store navne fredag skindet på næsen. Aktien steg med 0,5 pct. til 157,28 dollar.
Tesla faldt, selv om selskabet fredag præsenterede en opløftende prognose, da elbilproducenten ifølge Reuters vil gå efter at øge produktionen fra sin fabrik i Shanghai til 2600 biler om dagen. Det vil bringe produktionen på niveau med før, millionbyen blev ramt af coronanedlukninger.
I samme boldgade kom der torsdag rygter frem om, at Tesla-stifteren Elon Musk kan blive indsat som midlertidig direktør i Twitter, som han opkøbte i slutningen af april.
Det var tilsyneladende en god nyhed for investorerne, da Twitter-aktien var blandt de få teknologi-aktier, der kunne notere et plus torsdag. Aktien steg 2,7 pct., men faldt fredag tilbage med 1,1 pct. til 49,81 dollar.
DOORDASH SNUBLEDE
I den overraskende ende faldt madudbringningstjenesten Doordash, selv om aktien blev indikeret op med over 6 pct. i formarkedet. Det skete oven på et overraskende godt regnskab for første kvartal.
De omfattende restriktioner og nedlukninger har været guld værd for den type selskaber, og derfor var analytikerne positivt overraskede over, at Doordash har formået at finde et stabilt leje.
Omsætningen endte i første kvartal på 1,5 mia. dollar mod ventet 1,4 mia. dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News.
Alligevel faldt aktien med 1,4 pct. til 72,13 dollar ud på handelsdagen.
UNDER ARMOUR RAMT AF STIGENDE OMKOSTNINGER
Der var fredag også tal fra sportstøjsproducenten Under Armour, der kunne rapportere om problemer med forsyningskæderne og coronanedlukninger i Kina i forbindelse med sit forskudte årsregnskab.
Selskabet venter store omkostninger til fragt, og det går ud over prognosen for indeværende regnskabsår. Her ventes der en negativ påvirkning på salgsvæksten på 3 pct. på grund af aflyste ordrer.
Selskabet venter samlet set en salgsvækst på 5-7 pct. og ser bruttomarginen falde 150-200 basispoint i forhold til sidste år.
Aktien faldt med hele 23,9 pct. til 10,87 dollar.
.\\˙ MarketWire
