Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Bavarian igen i fokus efter endnu en opjustering

31/5 07:54

Der kommer tirsdag utvivlsomt fokus på Bavarian Nordic fra start, efter at vaccineselskabet mandag aften igen opjusterede forventningerne for anden gang på blot to uger. Det skete efter endnu en ordre på selskabets vaccine mod abekopper.

Det danske eliteindeks var i det hele taget i hopla mandag, efter at have holdt lukket torsdag og fredag i sidste uge. Mens det danske aktiemarked holdt Kristi himmelfartsferie skete der ting og sager i USA, hvor markederne steg stort efter lovende tal for inflationen, der viste tegn på foreløbigt at have toppet.

Derfor havde C25 noget at skulle indhente. Det gjorde indekset med manér og steg 4,05 pct. i 1702,55, hvilket var den næststørste stigning i indeksets historie. Det blev hjulpet godt på vej af, at Kina vil løsne på en række af landets strenge coronatiltag.

Foruden Bavarian vil der også blive holdt øje med SAS, der forud for åbningen afleverer tal for andet kvartal. Der ventes endnu et milliardunderskud, så derfor vil fokus formentlig blive rettet mod eksekveringen af flyselskabets langsigtede strategi.

På makrofronten kommer der i løbet af formiddagen vigtige tal for inflationen i eurozonen, der modsat i USA ventes at fortsætte op fra det rekordhøje niveau i april.

BAVARIAN OPJUSTERER EFTER ORDRE

Bavarian Nordic kunne mandag aften meddele, at selskabet har indgået "flere leveringskontrakter" med "unavngivne lande" om levering af sin koppevaccine efter udbruddet af abekopper, og på den baggrund opjusterer biotek- og vaccineselskabet sine forventninger for anden gang på under en uge.

Bavarian regner nu med en omsætning i 2022 på 1400-1600 mio. kr. mod førhen 1300-1500 mio. kr., mens forventningen til underskuddet på driften, EBITDA, mindskes til 900-1100 mio. kr. sammenlignet med tidligere negative 1000-1200 mio. kr.

Spørgsmålet er dog, om mandag aftens opjustering bliver den sidste, idet koncernen oplyser, at den fortsat er i forhandlinger med øvrige regeringer.

- Bavarian Nordic er i øjeblikket i dialog med flere andre regeringer om levering af vaccinen til beredskabet i forbindelse med det aktuelle udbrud af abekopper, samt for at undersøge mulighederne for et længerevarende samarbejde om at opbygge lagre til det fremtidige beredskab, skriver Bavarian.

Mandag lukkede aktien med en stigning på 6,2 pct. i 217 kr.

FOKUS PÅ SAS-STRATEGI

Forud for åbningen kommer SAS med regnskab for andet kvartal, hvor der vil være fokus på den fremadrettede strategi for det hårdt prøvede flyselskab.

- SAS Forward ser ud til at være gået i stå, vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen, der ser frem til SAS’ kommentarer omkring forhandlinger med medarbejdere og kreditorer, og til svar på om selskabet venter en kapitalrejsning helt uden statshjælp.

På den finansielle side ventes der et fortsat milliardundersked, da SAS også i andet kvartal fortsat er hårdt ramt af coronaeffekter, stigende brændstofpriser og valutamodvind fra den amerikanske dollar.

Men mandag steg aktien 6,2 pct. til 0,63 kr.

Foruden SAS kommer der også regnskaber fra en række andre sidepapirer - heriblandt Aarsleff og Firstfarms.

Aarsleff opjusterer i forbindelse med selskabets regnskab for andet halvår forventningerne til omsætningsvæksten, og ser nu cirka 12 pct. mod tidligere ventet cirka 8,5 pct. Forventningen til indtjeningen, EBIT, fastholdes på omkring 700 mio. kr.

GN I HOPLA

Høreapparatselskabet GN endte mandag i spidsen af C25 med en stigning på 10,7 pct. til 283,60 kr. Dermed byggede aktien videre på sidste uges markante kursstigning som følge af opkøbsrygter.

Det store kurshop kan ifølge et notat fra Handelsbanken være en overreaktion, der kan skyldes, at flere hedgefonde lukkede deres positioner i aktien, da rygterne begyndte at florere, i et forsøg på at undgå for store tab.

Handelsbanken peger på, at opkøbsrygterne er en noget spekulativ historie, hvilket muligvis også kan forklare, hvorfor GN endnu ikke har kommenteret rygterne

COLOPLAST FÅR SÆNKET KURSMÅL

Coloplast får skåret kursmålet til 800 kr. fra 900 kr. af det engelske finanshus Barclays, mens anbefalingen bliver fastholdt på "undervægt".

Det fremgår af Bloomberg News.

Coloplast sluttede mandagens danske aktiehandel med et plus på 6,3 pct. til 851,80 kr.


.\\˙ MarketWire