Fredagens aktier: Optur til banker efter opjustering i Ringkjøbing
3/6 17:07
Ringkjøbing Landbobank præsenterede fredag en opjustering af resultatforventninger, hvilket gav medvind til ikke alene aktier selv, men også til de andre danske bank-aktier.
- Opjusteringen fra Rinkjøbing Landbobank vidner om, at bank-sektoren herhjemme har det rigtig godt, hvorfor det ikke kun er Rinkjøbing Landbobank, der stiger, men også Danske Bank, Sydbank og Jyske Bank, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank til MarketWire.
I det danske eliteindeks sluttede Netcompany fredag i førertrøjen med en stigning på 4,4 pct. til 425 kr. i et generelt grønt marked, hvor Lundbeck endte i bunden uden selskabsspecifikke nyheder med et minus på 2,5 pct. til 164,25 kr.
Samlet steg C25-indekset 0,5 pct. til 1676,49 efter en overvejende rolig fredag på det danske aktiemarked. Ugen blev skudt i gang med den næststørste stigning i indeksets historie, men siden da har der primært været negativ stemning på markedet.
RINGKJØBING LANDBOBANK HÆVER FORVENTNINGER
Ringkjøbing Landbobank opjustererde resultatforventningerne som følge af en fortsat positiv udvikling i udlånsmængderne og en tilfredsstillende kundetilgang, som sikrer et mere tilfredsstillende indtægtsforløb end budgetteret. Det skrev banken fredag morgen i en meddelelse.
Forventningerne til basisresultatet opjusteres til 1600-1850 mio. kr. fra 1350-1650 mio. kr., mens forventningerne til resultatet før skat opjusteres til 1550-1800 mio. kr. fra 1300-1650 mio. kr.
Aktien steg markant med 4,3 pct. til 858 kr., mens Danske Bank steg 0,5 pct. til 113,75 kr., og Jyske Bank blev løftet 1 pct. til 402,80 kr.
ISS FÅR KONTRAKT
ISS skal de næste fem år gøre rent på Hvidovre Hospital. Det er en kontrakt til en værdi på 340 mio. kr.
Det oplyste servicekoncernen fredag formiddag.
Udover kontrakten på de fem år er der en option på en forlængelse på to år.
- Denne omfattende aftale med Hvidovre Hospital er endnu et synligt bevis på, at ISS er en attraktiv samarbejdspartner, når det gælder samfundskritiske serviceløsninger inden for healthcare-området, og vi glæder os til samarbejdet, siger Christian Lindskov Alsø, der er administrerende direktør i ISS Danmark.
Til opgaven skal ISS bruge 190 nye kollegaer, når kontrakten går i drift den 1. september i år.
Aktien steg 0,9 pct. til 124,50 kr.
Novo Nordisk har afsluttet to fase 3a-studier i Onwards 1 og 6 for sit ugentlige insulin, Icodec.
Onwards-studierne fortsætter. Resultaterne fra de øvrige studier kommer ind i løbet af året, oplyste Novo Nordisk i marts på selskabets kapitalmarkedsdag.
Aktien steg 1,2 pct. til 779 kr.
BRØNDBY IF OPLEVEDE INTERESSE FRA INVESTORER
Fodboldklubben Brøndby IF fik en flyvende dag på det danske aktiemarked, efter at formand og storinvestor i klubben Jan Bech Andersen, der ejer 54,6 procent af klubben, havde fortalt til Ekstra Bladet, at flere investorer viser interesse for at købe sig ind i fodboldklubben.
Aktien sluttede med fremgang på 18,2 pct. til 0,57 kr. ved lukketid fredag.
Storaktionæren understregede dog samtidig, at der endnu ikke er noget konkret eller endeligt på plads, men at der er en proces i gang, som skrider fremad.
Fodboldklubbens ejerselskab har efterfølgende bekræftet, at der er løbende drøftelser med mulige investorer.
SAS KAN ENDE MED KINESISK MEDEJER
Skulle det kriseramte SAS kollapse, er der risiko for, at en kinesisk statsejet bank kan få ejerskab gennem de såkaldte lease-back-aftaler, som flyselskabet har. Det skriver det svenske medie Direkt med henvisning til SVT. Torsdag var der rygter om, at et konsortium af ikke-svenske investorer undersøger muligheden for at købe selskabet.
SAS-aktien steg 2,1 pct. til 0,54 kr.
FLSMIDTH FRIKENDT
Erhvervsstyrelsen har frikendt FLSmidth i en sag om muligt brud på EU-sanktioner, skriver Finans.
Mistanken mod FLSmidth opstod, fordi koncernen fortsatte samarbejdet med et mineselskab i Hviderusland, efter at EU havde indført sanktioner mod en russisk oligark, som står bag projektet.
Sagen drejer sig om et mineprojekt i Hviderusland, hvor FLSmidth i december efter indførelsen af amerikanske sanktioner indstillede sine leverancer.
Aktien faldt 1,6 pct. til 204,40 kr.
.\\˙ MarketWire
