Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Kvinde tilstår hvidvask af 29 milliarder i Danske Bank-udløber - NY

15/6 11:39

En kvinde har onsdag tilstået, at hun forsøgte at hvidvaske mere end 29 milliarder kroner for blandt andre russiske rigmænd.

Tilståelsen er faldet i et retsmøde i Københavns Byret.

Sagen er en udløber af skandalen omkring Danske Banks filial i Estland. Politiet zoomede ind på en række danske kommanditselskaber, som lod store beløb rulle gennem konti i banken.

Derefter blev blandt andre Camilla Christiansen sigtet for hvidvask, idet hun var med til at administrere selskaberne, der var blevet oprettet i Danmark.

Den 49-årige kvinde, der er litauisk statsborger, er i forvejen i gang med at afsone en anden dom for hvidvask af 140 millioner kroner.

Kriminaliteten med i alt 40 kommanditselskaber er sket fra december 2008 og frem til marts 2016. Beløbet er 29,4 milliarder kroner.

Kvindens forsvarer, advokat Peter Secher, spørger under den 20 minutter lange afhøring, om hun vidste, at formålet med konstruktionen med at indsætte stråmænd som direktører i selskaberne var at skjule pengene for myndighederne?

- Ja, selvfølgelig, siger hun.

En af de to anklagere, Lisette Jørgensen, siger, at det var organiseret kriminalitet, der var sat i system - og at beløbet er af en hidtil uset størrelse i danske sager om hvidvask.

Ganske vist spillede Camilla Christiansen ikke en hovedrolle. Men hun fungerede som et led i et større hjul, som sikrede, at pengenes oprindelse blev skjult for myndighederne.

De kriminelle aktiviteter skete i rådgiverselskaberne Cph Consulting, hvor Camilla Christiansen var kontormedarbejder, og derefter i Dan Consulting, hvor hendes titel var direktør.

Det var især forretningsmænd i Rusland og de baltiske lande, som fik oprettet selskaberne i Danmark. Der er ingen tegn på almindelig drift, og der er for eksempel ikke hjemmesider, bemærker den anden anklager, Rasmus Maar Hansen.

Desuden var ejerne skjult for omverdenen.

Frisk Handel, Skovlunde Handel, Umbrella, Nybro Handel, Wind Trade og Under Elmene var nogle af selskabsnavnene. Med et K/S tilføjet.

Den 49-årige var registreret som direktør i et af selskaberne, mens en landsmand optrådte som chef i mange af de øvrige, fortæller hun.

Den ene anklager spørger, hvad man skulle gøre som direktør?

- Ingenting, svarer hun.

Kan du sætte lidt flere ord på det?

- Det var en ren proforma-titel, forklarer Camilla Christiansen.

Dommen falder den 23. juni.

/ritzau/