Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Jyske Bank køber Handelsbankens danske aktiviteter - NY2

20/6 08:49

Jyske Bank har mandag morgen offentliggjort købet af Handelsbankens danske aktiviteter for et endnu ikke offentliggjort kontantbeløb plus en goodwill-betaling på 3,0 mia. kr.

Det oplyser banken fra Silkeborg i en meddelelse mandag morgen.

Opkøbet kommer efter længere tids forhandlinger, hvor et konsortium bestående af blandt andre Spar Nord og Vestjysk Bank også bejlede til de danske aktiviteter.

Opkøbet ventes gennemført i fjerde kvartal af 2022. Overgangen til datacentralen Bankdata ventes tilendebragt i 2023, mens de fulde synergier ved opkøbet ventes indfriet i 2024.

Synergieffekterne ventes at udgøre cirka 0,3 mia. kr. per år før skat med fuld realisering i løbet af 2024. Transaktionen ventes at bidrage til det normaliserede resultat per aktie med cirka 10 pct. - ligeledes i 2024.

Sidste uge bekræftede Jyske Bank, at den var i dialog med Handelsbanken om et eventuelt opkøb.

Transaktionen nødvendiggør ikke udvidelse af aktiekapitalen eller salg af egne aktier og kapitaliseres ved udstedelse af AT1- og tier 2-kapital for ca. 2,5 mia. kr., skriver Jyske Bank. Banken pointerer, at finansieringen i væsentlig grad vil blive i form af bl.a. udstedelse af kreditobligationer.

Handelsbankens danske aktiviteter realiserede i regnskabsåret 2021 nettorente- og gebyrindtægter for 1653 mio. kr., et overskud før skat på 735 mio. kr. Banken har udlån for 66 mio. mia. kr. og indlån for 36 mia. kr.

Til sammenligning havde Jyske Bank i 2021 nettorente- og gebyrindtægter for 8652 mio. kr., et resultat før skat på 4027 mio. kr., udlån for 444 mia. kr. og indlån for 122 mia. kr.

Det var forud for dagens meddelelse ifølge Jyllands-Posten Erhverv ventet, at de danske aktiviteter ville løbe op i cirka 8 mia. kr. Det er eksklusive omkostningerne forbundet med at flytte de nyopkøbte aktiviteter over til Bankdata.

OPKØB HAR KOSTET FOR AKTIEN

Handelsbanken satte i oktober 2021 sine danske og finske aktiviteter til salg, da det blev vurderet, at potentialet for at opskalere forretningerne uden betydelige investeringer ansås for lille.

Sådan lød det i meddelelsen fra Handelsbanken den 20. oktober.

Samtidig gjorde regulatoriske krav det sværere at skabe synergier med små volumener i forskellige geografiske markeder, fremgik det.

Der blev dengang udset to mulige bejlere til den svenske banks aktiviteter i Danmark. På den ene side stod et konsortium bestående af Spar Nord, Vestjysk Bank og Nykredit, og på den anden side stod Jyske Bank.

Konsortiet var vurderet at have en fordel i, at Handelsbankens aktiviteter ikke skulle flytte fra BEC-datacentralen, som det er tilfældet hos Jyske Bank.

Ikke desto mindre løb Jyske Bank med opkøbet. Allerede den 10. juni begyndte markedet at indregne omkostningerne ved et eventuelt opkøb, efter at Spar Nord udbetalte et tilbageholdt udbytte til aktionærerne. Det resulterede på dagen i et fald på mere end 10 pct. Blandt andet var det frygtet, at Jyske Bank både måtte udstede nye aktier og standse sit aktietilbagekøbsprogram.

Siden 10. juni er aktien i Jyske Bank faldet 21,4 pct.

.\\˙ MarketWire