Aktier/middag: Jyske Bank fortsat i top efter opkøb - C25 i grønt
20/6 11:21
Jyske Bank fortsætter ufortrødent sin topplacering i det danske C25-indeks, efter at banken fra Silkeborg i morges offentliggjorde sit opkøb af Handelsbankens danske aktiviteter.
Opkøbet sker uden at skulle rejse ny kapital, som markedet ellers havde ventet.
Ved middagstid er eliteindekset klædt i Jyske Banks grønne farve og et plus på 2,5 pct. til indeks 1562,55.
Selv om der nu er kurs mod anden dag i træk med grønt på det danske aktiemarked, ulmer usikkerheden stadig, vurderer Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.
- Der er stadigvæk usikkerhed i markedet. Nu er der lukket i USA i dag, så der er ikke så mange impulser at få derfra. Men usikkerheden er stadig et eller andet sted i markedet, selv om der lige nu er ro på, siger han til MarketWire.
I sidste uge satte centralbankerne i blandt andet Schweiz, Storbritannien og USA dagsordenen på de globale finansmarkeder - Danmark inklusive - da de alle hævede renten for at bekæmpe den stigende inflation. I USA kom det til udtryk med en renteforhøjelse på 75 basispoint - det største af sin slags siden 1994.
JYSKE BANK KØBER SHB'S DANSKE AKTIVITETER
Jyske Bank har mandag morgen offentliggjort købet af Handelsbankens danske aktiviteter for et endnu ikke offentliggjort kontantbeløb plus en goodwill-betaling på 3,0 mia. kr.
Ved middagstid handles bankaktien 14,1 pct. højere i 369 kr.
Opkøbet kommer efter længere tids forhandlinger, hvor et konsortium bestående af blandt andre Spar Nord og Vestjysk Bank også bejlede til de danske aktiviteter.
Købet ventes gennemført i fjerde kvartal af 2022. Overgangen til datacentralen Bankdata ventes færdigt i 2023, mens de fulde synergier ved opkøbet ventes indfriet i 2024.
Opkøbet ventes øge resultat per aktie med cirka 10 pct. i 2024.
Sidste uge bekræftede Jyske Bank, at den var i dialog med Handelsbanken om et eventuelt opkøb.
Den nøjagtige købspris fremgår ikke af dagens meddelelse. Banken kommer dog ikke til at udstede nye aktier i forbindelse med opkøbet, lyder det. I stedet vil finansieringen ske gennem udstedelse af realkreditobligationer. Samtidig fremgår det, at Jyske Bank vil betale 3 mia. kr. i goodwill.
I den anden ende af eliteindekset ligger isoleringskoncernen Rockwool, der tynges af en handelsopdatering fra konkurrenten Kingspan. I det irske selskabs opdatering flages der for, at ordreindgangen faldt markant i maj og juni sammenlignet med sidste år.
Det sender Rockwool-aktien ned med 6,2 pct. til 1540,50 kr.
NORDEN OPJUSTERER IGEN - IGEN
Norden har mandag morgen opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2022 som følge af forbedringer i begge sine forretningsenheder. Det er tredje opjustering i år.
Rederiet ser nu en indtjening på 420-500 mio. dollar fra tidligere 340-420 mio. dollar, fremgår det af en meddelelse mandag morgen.
Aktien stiger 3,4 pct. til 245,20 kr.
Også Tivoli har mandag opjusteret forventningerne til 2022 efter en særdeles god start på sommersæsonen, lyder det i en meddelelse til fondsbørsmeddelelsen.
Forlystelsesparken venter nu en omsætning på 1000 mio. kr. fra tidligere 860-950 mio. kr. Desuden ventes et overskud før skat på 25-50 mio. kr.
Tivoli-aktien øger 0,3 pct. til 816 kr.
NORDEA TILBAGE I C25
Nordea får mandag come-back i det danske C25-indeks efter knap fire år uden for eliteindekset. Den nordiske bank erstatter Lundbeck, og det sker som konsekvens af børsens halvårlige gennemgang af de danske eliteaktier.
Lundbeck splittede i starten af juni sin aktie til en A- og B-aktie, der i sidste uge begge blev handlet i C25. Fremover vil handlen dog ske uden for eliteindekset.
Nordea falder 0,2 pct. til 65,61 kr.
FLSmidth har fået ophævet dækningen hos Credit Suisse, da analytikeren, der dækkede industrisektoren, ikke længere arbejder i investeringsbanken.
Inden da lød anbefalingen "neutral" med et kursmål på 230 kr.
FLSmidth-aktien falder marginalt under 0 pct. til 187,80 kr.
Dertil har Carlsberg fået indledt dækningen hos CIC Market Solutions med anbefalingen "køb" og kursmålet 1040 kr.
Aktien falder dog 0,9 pct. til 869,60 kr.
.\\˙ MarketWire
