Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Flot start med stigninger til Apple og Kellogg

21/6 15:44

Stigninger har fået tag i det amerikanske aktiemarked tirsdag, hvor blandt andet Kellogg er i fokus, efter at fødevarekoncernen har annonceret en opsplitning af selskabet i tre enheder.

Der er også fremdrift i typehusselskabet Lennar efter et stærkt regnskab. Endelig får Apples salg i Kina positiv omtale af den schweiziske storbank UBS.

Det brede S&P 500-indeks er åbnet 1,7 pct. højere. Dow Jones-indekset stiger 1,5 pct., og Nasdaq-indekset ligger til en gevinst på 1,8 pct.

Dermed er der udsigt til lidt revanchering efter sidste uges voldsomme fald, som var udløst af bekymringer for inflation, stigende renter og en svækket global økonomi.

Fredag steg S&P 500-indekset godt nok 0,2 pct., men set over hele ugen bakkede det 5,8 pct. Ugeresultatet for Dow Jones blev et fald på 4,8 pct., og Nasdaq-indekset dykkede 4,8 pct.

APPLE LÆGGER AN TIL STIGNING

For sværvægteren Apple indledes ugen med en stigning på 2,3 pct., efter at storbanken UBS har set tegn på positive salgstakter i Kina.

UBS-analytikerne estimerer, at iPhone-leverancerne i Kina steg med cirka 13 pct. i maj i forhold til samme måned året før. Dermed skal Apple have taget markedsandele, skriver Bloomberg News.

Kellogg indleder tirsdagen med et kursspring på 4 pct.

Fødevarekoncernen har godkendt en plan om at dele virksomheden i tre selvstændige børsnoterende enheder og fordele aktierne blandt aktionærerne.

De tre selskaber, der først navngives senere, får vidt forskellige størrelser målt på omsætning.

Størst bliver "Global Snacking Co" med et årligt salg på 11,4 mia. dollar. Forretningen omfatter Kelloggs globale snackforretning, morgenmads- og nudelprodukter uden for Nordamerika samt frosne morgenmadsprodukter i Nordamerika.

Et andet selskab får ansvar for salg af morgenmadsprodukter i Nordamerika, men altså ikke de frosne af slagsen. Det selskab vil omsætte for cirka 2,4 mia. dollar om året.

Endelig oprettes et tredje selskab med fokus på rene plantebaserede produkter. Her er omsætningen i udgangspunktet omkring 340 mio. dollar om året.

STÆRKT REGNSKAB FRA LENNAR

Den amerikanske boligentreprenør Lennar er kommet stærkere ud af andet kvartal end ventet, og det har sendt aktien i den Miami-baserede virksomhed op med 1,3 pct. i den tidlige handel.

I andet kvartal omsatte selskabet for 8,36 mia. dollar mod et analytikerestimat indsamlet af Bloomberg News på 8,13 mia. dollar.

Bruttoavancen på boligsalg landede på 29,5 pct. mod et analytikerestimat på 28,1 pct. og 26,1 pct. året før.

Lennar oplyser desuden, at nye købskontrakter i de tre måneder frem til udgangen af maj steg 4 pct. fra samme periode året før til 17.792 ordrer mod et estimat på 17.741 af analytikerne.

WALMART KØBER OP

Symbotic stiger 54 pct. fra åbningen, efter at Walmart har afsløret en ejerandel på 62,2 pct. i forsyningskædeselskabet, der har specialiseret sig i kunstig intelligens.

Det skriver nyhedsbureauet Dow Jones med henvisning til en meddelelse fra myndighederne om, at Walmart har akkumuleret 58,8 mio. Symbotic-aktier.

I maj meddelte Walmart, at det vil implementere Symbotics' robotlagre på alle sine 42 regionale distributionscentre i løbet af de kommende otte år.

Symbotic blev børsnoteret i starten af juni via et såkaldt SPAC-selskab.

MUSK SNAKKER VIDERE OM TWITTER

For Twitter fortsætter usikkerheden om, hvorvidt Musk vil, eller ikke vil overtage selskabet. Senest har Musk givet udtryk for, at der fortsat er enkelte "uløste anliggender" omkring overtagelsen af Twitter. Det skete i et interview ved Qatar Economic Forum med Bloomberg News.

I april bød Elon Musk 44 mia. dollar for Twitter, der senere samme måned takkede ja til buddet.

Efterfølgende har Tesla-topchefen sat handlen i bero, imens han venter på at få opklaret, hvor mange af Twitters brugere der er ægte.

Twitter-aktien stiger tirsdag 1 pct. til 38,19 dollar, men ligger stadig milevidt fra Musks købstilbud på 54,20 dollar - et tegn på, at markedet har afskrevet handlen.

BIOTEKSELSKAB FÅR KLØ

Den forlængede weekend for de amerikanske investorer har ikke formildet stemningen omkring den meddelelse, som medicinalselskabet Acadia Pharmaceuticals sendte ud efter børslukketid fredag aften.

Aktien falder hele 36 pct., efter at børserne i USA mandag holdt lukket i forbindelse med helligdagen Juneteenth.

Til stor skuffelse for selskabet - og investorerne - måtte Acadia i en meddelelse fredag aften konstatere, at et flertal af medlemmerne i et rådgivende panel hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, havde vendt tommelen ned i forhold til at udvide brugen af midlet Pimavanserin til også at omfatte Alzheimers sygdomspsykose (ADP).

Ni ud af de 12 i panelet vurderede, at den fremlagte data ikke støttede en konklusion om, at midlet er effektivt i behandlingen af psykose ved Alzheimers sygdom.

.\\˙ MarketWire