Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Powell taler aktier op - tobaksgigant i bund

22/6 18:22

En ganske negativ åbning er onsdag blevet vendt til en neutral udvikling for de amerikanske aktier, da Jerome Powell, formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, i en tale i Senatet har understreget, at USA's økonomi har kraften til at modstå bankens pengepolitiske stramninger.

Energisektoren kan centralbankformanden dog ikke tale op, da olieprisen har genoptaget sidste uges fald og i USA nu ligger nær 100 dollar per tønde.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, går kl. 12.15, lokal tid i New York, marginalt frem, efter at det ellers indledningsvist onsdag var faldet med op mod 1,3 pct. Dow Jones sætter sig dog 0,1 pct., mens Nasdaq stiger ganske beskedent.

KAN TÅLE HØJERE RENTE

Den amerikanske centralbank har allerede i år hævet sin rente tre gange med samlet 1,50 pct.point, ligesom den har lagt op til forhøjelser på hvert af årets resterende fire møder, blandt andet med et løft på 50-75 basispoint til juli.

- Den amerikanske økonomi er meget stærk og velpositioneret til at håndtere en strammere pengepolitik, lød det imidlertid fra formand Jerome Powell.

Han erkendte dog, at en recession udløst af stramningerne er "en mulighed", og samtidig understregede han, at stramningerne vil fortsætte, indtil der er klare beviser for, at inflationen køler af.

Høj inflation, højere renter og frygten for recession er det altdominerende tema i aktiemarkedet, der i USA er gledet ind i et bjørnemarked og på vej mod sit dårligste første halvår siden Richard Nixon var præsident med et fald indtil nu på 20,9 pct.

- Så aggressiv opstramning gør det umuligt at skabe en blød landing, og den frygt for recession eller i det mindste betydeligt lavere vækst rammer efterspørgslen på aktier, siger Fiona Cincotta, senioranalytiker hos City index, til Bloomberg News.

NETFLIX STIGER

I S&P 500-indekset er det da også mere defensive sektorer som fast ejendom og sundhed, der klarer sig bedst med plusser på 1,7 og 1,4 pct.

Der er også fremgang til de mere teknologitunge brancher med et plus til kommunikationsservice på 0,8 pct. og til cyklisk forbrug med 0,1 pct., mens it dog sætter sig med 0,3 pct.

I den anden ende har især energiaktierne det svært med et minus på 3,8 pct., da olieprisen igen onsdag falder og nærmer sig 100 dollar per tønde.

Blandt de store aktienavne stiger Microsoft 0,2 pct., mens Apple ligeledes i it sætter sig tilsvarende. I cyklisk forbrug går Tesla frem med 0,7 pct., mens Amazon stiger 0,6 pct.

I kommunikationsservice vinder Alphabet og Meta Platforms 0,7 og 1,0 pct.

Netflix løftes noget mere med 4,4 pct., da koncernen på baggrund af opbremsningen i brugervæksten er i færd med at gennemføre besparelser, ligesom investeringsmagasinet Barron's efter samtale med analytikerne har fremhævet, at markedet ignorerer vækstmulighederne i Netflix' planlagte gratis, men reklamefinansierede streamingtjeneste.

GRIBER IND MOD CIGARETTER

Inden for sundhed løftes medicinalkæmpen Johnson & Johnson med 2,2 pct., mens Abbvie går frem med 2,8 pct. Eli Lilly, Merck og Pfizer stiger desuden 1,6-2,9 pct., mens USA's største sygekasse Unitedhealth vinder 1,7 pct.

Vaccineproducenten Moderna er med i toppen af S&P 500 med en fremgang på 4,9 pct., da koncernens tilpassede coronavaccine har vist sig virksom mod Omikron-varianten.

I energisektoren falder Chevron med 3,8 pct., mens Exxon Mobil mister 3,3 pct. Conocophillips og Marathon Oil bakker imidlertid mest med 6,5 og 7,4 pct.

I bunden af S&P 500 ligger Altria med et minus på 9,0 pct. Tobakskæmpen er ramt af nyheden om, at præsident Joe Bidens regering vil reducere cigaretters indhold af nikotin med det formål, at færre amerikanere i fremtiden skal blive afhængige rygere og blive syge af kræft.

På regnskabsfronten er der nyt fra møbelproducenten La-Z-Boy, der vinder 8,5 pct. Koncernen belønnes for en vækst på 32 pct. i salget i fjerde kvartal og et bedre end ventet overskud.

.\\˙ MarketWire