USA/lukning: Aktieplus med defensivt og vækst i front
23/6 22:07
Selv om investorerne torsdag fik skidt nyt fra erhvervslivet i USA, hvor indkøbscheferne ser mere pessimistisk på aktiviteten, så var der igen fremgang til aktierne.
Renterne faldt da også, og olieprisen bakkede, og det tog noget af presset af investorerne, som ellers er bekymrede for den tårnhøje inflation og for, at centralbanken i USA, Federal Reserve, Fed, med sin igangværende stejle stramningscyklus vil sende USA ind i en recession.
Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 1,0 pct. Nasdaq gik også op med 1,6 pct., mens Dow Jones steg 0,6 pct.
- Mens der er nogenlunde ro på overfladen, har vi nedenunder motorhjelmen en del rotationer. Værdiaktierne giver sig øjeblikket, og det defensive stiger. Det er værdi, som falder nu, fordi Jerome Powell vil give den gas og stramme op, og det øger risikoen for recession. Derfor afvikles en del af de her handler, hvor investorerne har foretrukket værdi over vækst, siger Danske Banks seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen.
- Det er dog imponerende, at aktierne ikke falder tilbage, og vi kan nøjes med de her rotationer. Formentlig et tegn på, at der allerede indregnet en vis mængde negative nyheder.
STRAMMER OP
Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, slog onsdag i Senatet fast, at en blød landing, hvor inflationen kommer ned, uden økonomien går i recession, vil være "vanskelig" at gennemføre, men samtidig mente han, at økonomien er stærk og kan tåle højere renter.
Torsdag var Powell igen i Kongressen, hvor han i Repræsentanternes Hus understregede, at Fed "betingelsesløst" vil bekæmpe den tårnhøje inflation.
Lige det nøgleord var udeladt onsdag, og markedet tolkede det i den retning, at Fed-formanden strammer op i retorikken.
Torsdag blev også offentliggjort en række økonomiske nøgletal fra den amerikanske økonomi. Vigtigste nyt var, at indkøbschefernes syn på aktiviteten i juni igen faldt, og det mere end ventet.
Kombinationen af Powells bemærkninger og de svage PMI-tal udløste rentefald over hele kurven, da investorerne indstillede sig yderligere på lavere vækst.
DEFENSIVT VAR BEDST
I S&P 500 var det da også de mest defensive sektorer, som klarede sig bedst med et plus til forsyning på 2,4 pct., til sundhed på 2,2 pct. samt til dagligvarer og fast ejendom begge på 2,0 pct.
De faldende renter lettede dog også presset på de teknologitunge sektorer, hvor kommunikationsservice, cyklisk forbrug og it steg 1,1-1,6 pct.
De faldende renter og udsigten til lavere vækst påvirkede derimod finanssektoren negativt med et minus på 0,5 pct., ligesom industri smed 0,5 pct., mens råvarer og materialer tabte 1,4 pct.
Energiaktierne mistede imidlertid mest med 3,7 pct. efter olieprisen fald den senere tid.
Apple var den aktie, som trak mest op i markedet torsdag med et plus på 2,2 pct., mens Microsoft vandt 2,3 pct. I cyklisk forbrug steg Amazon også 3,2 pct., mens Meta Platforms hev op i kommunikationsservice med plus 1,9 pct.
I dagligvaresektoren løftede Costco med en fremgang på 3,3 pct., ligesom Procter & Gamble vandt 2,7 pct., og i sundhed steg sygekassen Unitedhealth 2,1 pct., mens Johnson & Johnson blev løftet 2,2 pct.
RET TIL VÅBEN I NEW YORK
I minuskolonnen lå oliekæmperne Chevron og Exxon Mobil med fald på 3,7 og 3,0 pct., ligesom storbankerne JPMorgan Chase og Bank of America blev trukket i minus med henholdsvis 1,1 og 1,6 pct.
På regnskabsfronten blev apotekerkæden Rite Aid belønnet med et plus på hele 20,0 pct., selv om koncernen faktisk øgede sin forventning til underskuddet i 2023, men sideløbende blev forventningen til salget sat op, og begge prognoser var over forventningen på Wall Street.
Torsdag var der også fokus på våben- og ammunitionsaktierne, da den amerikanske højesteret har erklæret en lov i delstaten New York om forbud mod offentligt at bære våben for forfatningsstridig. Smith & Wesson steg derfor 9,6 pct., mens Sturm Ruger blev løftet 4,3 pct. Med torsdagens afgørelse vurderes det, at det bliver vanskeligere for delstater at begrænse adgangen til at købe våben.
.\\˙ MarketWire
