USA/lukning: Ny fremgang sikrede ugeplus på 6,5 pct. - NY
27/6 06:32
De amerikanske aktier steg igen fredag, der endte som den tredje plusdag ud af fire mulige i den afkortede handelsuge.
Efter dybe kursfald de to foregående uger endte markedet derfor med en samlet stigning siden fredagen før på mere end 5 pct.
Mandag morgen er markedet ganske volatilt. Futures for de store aktieindeks indikerede indtil 4.30-tiden kursfald på 0,2-0,3 pct., men vendte derefter rundt på en tallerken og indikerer nu til stigninger på 0,1-0,5 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
Fredag var alle sektorer klædt i grønt med de cykliske sektorer i front, da fredagens nøgletal og udtalelser fra en af den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, direktører dæmpede frygten for recession.
Teknologiaktierne vandt imidlertid også frem efter de seneste dages rentefald.
Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund hele 3,1 pct., Dow Jones vandt 2,7 pct., og Nasdaq gik frem med 3,3 pct.
For hele ugen sluttede det med et plus til det brede marked på 6,5 pct., hvilket kom i kølvandet af sidste uges minus på 5,8 pct. - det største ugefald i mere end to år - og en nedtur på 5,1 pct. ugen før det.
OVERDREVEN RECESSIONFRYGT
Aktierne havde vinden i ryggen fredag, da James Bullard, direktør i Federal Reserves distrikt i St. Louis, i en tale i Schweiz nedtonede risikoen for en recession i USA.
- Jeg tror faktisk, vi vil klare det fint. Det er lidt for tidligt at have denne debat om sandsynligheden for recession i USA, sagde James Bullard ifølge Bloomberg News.
St. Louis-chefen understregede desuden, at han foretrækker at styre centralbankens stramningscyklus med større renteløft i starten. Det kan betyde, at renten kunne toppe på et lavere niveau end ellers.
Handlen med rentefutures peger da også på, at investorerne nu ser, at den toneangivende rente i USA vil slutte året i 3,39 pct. Så sent som i tirsdags var sandsynligheden for en rente i 3,60 pct.
- Der har været et ganske kraftfuldt skifte fra en meget aggressiv fortælling om renter og inflation til en ide om en økonomisk opbremsning, kommenterede Anita Tanna, der er chef for aktiesalg hos Barclays, over for Financial Times.
Den endelige opgørelse over forbrugertilliden for juni fra University of Michigan pegede samtidig på et lidt større fald end ventet til 50,0 fra 58,4 i maj.
- Det er klart, at den økonomiske aktivitet køler ned, hvilket også bør afkøle inflationen. Samlet er det ganske positivt, mener Luc Filip, der er investeringschef hos SYZ Private Banking, ifølge The Wall Street Journal.
VÆRDI I TOP
I S&P 500 steg værdisektorerne mest fredag, da markedet nedtonede recessionsfrygten. Råvarer og materialer toppede med et plus på 4,0 pct. Finansaktier og industri steg dog også henholdsvis 3,8 og 3,5 pct.
De teknologitunge sektorer vandt imidlertid også meget solidt frem med et plus til it på 3,6 pct., til cyklisk forbrug på 3,7 pct. og til kommunikationsservice på 3,9 pct.
Det var Microsoft, som trak mest op i markedet med et plus mandag på 3,4 pct., mens Apple også i it vandt 2,5 pct., ligesom chipkæmpen Nvidia gik frem med 5,6 pct.
I kommunikationsservice blev Alphabet løftet med 5,1 pct., og Meta Platforms, som fredag efter sin efterhånden lange nedtur blev indlemmet i Russells value-indeks på grund af sin nu lavere prissætning i forhold til den bogførte indre værdi, vandt 7,2 pct.
I cyklisk forbrug sprang Tesla frem med 4,5 pct., og Amazon steg 3,6 pct.
Bankaktierne var også i hopla. Torsdag aften kom det frem, at alle 34 Wall Street-banker har bestået Feds stresstest, og det giver grønt lys for udbyttebetalinger.
Det løftede især Wells Fargo, der efter en række skandaler er pålagt restriktioner på vækst i ind- og udlån, og som derfor vandt 7,6 pct.
JPMorgan Chase, USA's største bank, steg dog også 3,0 pct.
SOLID PROGNOSE
På regnskabsfronten blev Fedex belønnet med et plus på 6,6 pct. efter sit regnskab for fjerde kvartal.
Pakketransportkoncernens prognose for 2022/23-regnskabsåret om en indtjening per aktie på 22,50-24,50 dollar ligger nemlig - selv i den lave ende af intervallet - over analytikernes forventning på 22,36 dollar.
En endnu større højdespringer var Zendesk, som røg op 28,0 pct., da softwareselskabet er på vej til at blive overtaget af en investorgruppe for 9,5 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire
