Aktier/middag: SAS i hopla efter norsk tilsagn - medicinal tynger C25
28/6 11:28
Investorerne har på ny kastet deres kærlighed efter SAS-aktien på en skæbnedag for luftfartsselskabet, der har sidste forhandlingsdag inden en mulig strejke bryder ud.
Der er endnu ikke nyt om forhandlingerne, men Norges erhvervsminister har ved et pressemøde udtalt, at landet er åben for at konvertere obligationer til aktier, og det giver medvind til aktien.
I C25-indekset er stemningen mere trykket, og det skyldes især et mere negativt syn på medicinalaktier, som vejer godt i det danske eliteindeks, i dagens handel
Samlet falder C25-indekset 0,6 pct. til 1617,82 efter en stigning på 1,5 pct. mandag.
- I Europa ligger healthcare lidt tungt, og det smitter også af på selskaber som Lundbeck, der gik meget frem mandag, og flere af de defensive aktier, som vejer tungt i markedet. Det er også grunden til, at Danmark underperformer Europa i dag, fordi den type aktier fylder godt i vores indeks, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.
I toppen af eliteindekset stiger GN mest, mens Danske Bank har indtaget bunden efter en sænket anbefaling.
SKÆBNEDAG NÆRMER SIG
Tirsdag er den sidste dag, inden piloternes varslede strejke træder i kraft den 29. juni, og er dermed også den sidste dag til at forhandle for parterne.
Indtil videre er der dog ikke nyt om udviklingen, og parterne lader til at stå stejlt over for hinanden. På den ene side af bordet har pilotforeningen varslet strejke, mens SAS har svaret igen med at varsle en lockout.
I Norge er der lidt hjælp at hente for luftfartsselskabet tirsdag morgen, hvor den norske erhvervsminister, Jan Christian Vestre, ved et pressemøde meddelte, at den norske stat kan blive medejer gennem konvertering af obligationer for 1,5 mia. norske kr. til aktier. Pengene er oprindeligt givet til SAS som coronalån.
Den norske stat vil dog ikke skyde mere kapital ind i luftfartsselskabet, ligesom at den afviser, at den vil være langsigtet ejer.
SAS-aktien stiger 7,8 pct. til 0,47 kr.
BAVARIAN FÅR PRIORITETSSTATUS
Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic har modtaget prioritetsstatus i Europa for sin RSV-vaccinekandidat, MVA-BN RSV.
Den tildelte prioritetsstatus (PRIME) af det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), gælder for selskabets vaccinekandidat til forebyggelse af RS-virus i personer i alderen 60 år og opefter.
Det oplyser Bavarian Nordic i en børsmeddelelse tirsdag morgen.
- Disse tildelinger understreger vaccinens potentiale til at opfylde det betydelige, uopfyldte behov for en forebyggende behandling, særligt i den ældre del af befolkningen, der kan være i risiko for alvorlige komplikationer som følge af RSV.
Bavarian-aktien falder 0,7 pct. til 222,60 kr.
NOVO SAGSØGER KONKURRENT
Novo Nordisk har lagt sag an mod indiske Orbicular Pharmaceutical Technologies ved en domstol i delstaten Delaware i USA for at blokere lanceringen af en generisk kopi af Novos fedmemdidel Saxenda.
Selskabet har dertil fået skruet anbefalingen ned til "sælg" fra "neutral" hos UBS med et kursmål på 700 kr., viser data fra Bloomberg News.
Novo-aktien falder 2,6 pct. til 774,60 kr.
Også Danske Bank har fået sænket anbefalingen. Det er JPMorgan, der nu holder anbefalingen "undervægt" fra "neutral" og samtidig har skåret kursmålet til 95 kr. fra 110 kr.
Bankaktien falder 3,1 pct. til 105,40 kr.
Jyske Bank stiler mod at kunne indlevere en ny anmodning om godkendelse af Lars Stensgaard Mørch til direktionen før jul, skriver Børsen.
Finanstilsynet har tidligere afvist at give ham en fit & proper-godkendelse.
Aktien stiger 0,3 pct. til 374 kr.
KURSMÅL PÅ STRIBE
Kursmålet for Lundbecks aktie er blevet hævet hos SEB til 40 kr. Det nye kursmål følger selskabets aktiesplit i forholdet én til fem aktier. Med et tidligere kursmål på 170 kr. er der således tale om et løft på knap 18 pct.
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Anbefalingen er fortsat "hold".
Lundbecks B-aktie falder 1,5 pct. til 37 kr.
DSV har fået skåret en luns af kursmålet hos Nordea, der nu lyder på 1500 kr. fra 1850 kr. Anbefalingen er uændret "køb", viser data fra Bloomberg News.
Aktien falder 0,9 pct. til 1043 kr.
Nordea Markets genoptager dækning af aktien i GN med anbefalingen "køb" med et kursmål på 450 kr.
Det fremgår af Bloomberg News.
GN-aktien stiger 3 pct. til 250,90 kr.
.\\˙ MarketWire
