Asien: Positivt afventende inden amerikanske jobrapport
8/7 06:32
De asiatiske aktiemarkeder følger efter amerikanske stigninger torsdag, mens frygten for en global økonomisk afmatning aftager en smule.
Investorerne afventer dagens vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der vil give en indikation af tilstanden i den amerikanske økonomi senere på dagen.
Her står jobskabelsen i centrum med en forventning om 268.000 nye job blev oprettet i juni.
- Hvordan markedet så vil reagere på en afvigelse fra forventningen kan diskuteres. Man kan argumentere for, at et stærkere tal vil betyde, at Federal Reserve har mere arbejde at gøre, og dermed øge udsigterne til en hård landing. Men nogle gange er markedsreaktionen mere enkel, end man forestiller sig, skriver analytiker Robert Carnell fra ING i et notat ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,8 pct., og de amerikanske aktieindeksfutures indikerer minusser i de tre store aktieindeks på 0,2-0,4 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
De japanske investorer har reageret negativt på en nyhed om, at forhenværende premierminister Shinzo Abe er blevet skudt under en tale i Nara Præfekturet.
Inden var der gevinster på 1,4 pct. både Nikkei 225-indekset og Topix-indekset, men efter frokostpausen er stigningerne reduceret til plusser på henholdsvis 0,8 pct. og 0,7 pct.
De kinesiske investorer fastholder en let positiv stemning. I Hongkong stiger Hang Seng-indekset 0,3 pct., og i Shanghai er der et plus i Shanghai Composite og CSI 300 på 0,2 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,8 |
| Topix | +0,7 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,3 |
| China Shanghai Composite | +0,2 |
| China CSI 300 | +0,2 |
| Taiwan Taiex | +0,6 |
| Sydkoreas Kospi | +0,9 |
| Indiens BSE Sensex | n/a |
| Singapores STI | +0,3 |
| Sydney ASX 200 | +0,6 |
Indeksværdi klokken 5.30.
.\\˙ MarketWire
