Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Udsigt til negativ åbning med fokus på Danske Bank

11/7 08:30

Kinesiske virusbekymringer og en nedjustering fra Danske Bank ventes at føre til en negativ åbning på det danske aktiemarked mandag.

Dermed ser den positive stemning på det danske marked fra slutningen af sidste uge at vende rundt fra ugens start.

Fredag steg det danske eliteindeks, C25, 1,1 pct. til 1653,35, efter stigninger onsdag og torsdag på henholdsvis 0,8 og 1,7 pct.

Den positive stemning skal man umiddelbart kigge længe efter mandag morgen, da futures ude i Europa tyder på en klar tilbagegang.

Blandt andet er futuren for det tyske DAX-indeks faldet 1,4 pct. mandag morgen. Futures for de tre ledende indeks i USA er endvidere faldet 0,5-0,9 pct.

- Stemningen er negativ her til morgen på de asiatiske aktiemarkeder, og det er igen covid-19, der ”spøger”. Macau lukker ned for alt business inklusive kasinoer i denne uge for at bekæmpe et covid-19 udbrud, og Shanghai rapporterede det første tilfælde den meget smitsomme BA.5 omikron variant, som øger frygten for nye nedlukninger i millionbyen.

- Det virker dog som om Kina måske har hævet barren lidt for en total nedlukning, som vi så tidligere, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

DANSKE BANK MED STØRRE END VENTET NEDJUSTERING

Herhjemme vil investorerne have stor fokus på Danske Bank oven på bankens nedjustering af forventningerne til årets resultat på grund af udfordrende forhold på de finansielle markeder.

Nedjusteringen sker, til trods for at der har været en positiv udvikling i Danske Banks kerneaktiviteter.

Det oplyste banken i en selskabsmeddelelse søndag aften.

Nedjusteringen fra Danske Bank var ikke helt uventet, men størrelsen var det.

Det vurderer analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen, der venter, at aktien vil falde mærkbart, når mandagens aktiehandel åbner.

- Selvom nedjusteringen et stykke hen ad vejen har været ventet, så var det værre end ventet, og det skal aktien falde på, siger han til MarketWire.

Da Danske Bank offentliggjorde sit resultat for 2021 i februar, var det forventningen, at resultatet for 2022 ville være mellem 13 og 15 mia. kr. Nu er det nedjusteret til mellem 10 og 12 mia. kr.

Aktien steg 1,7 pct. til 102 kr. fredag.

KURSMÅLSÆNDRINGER

Derudover har mandag morgen budt på nogle kursmålsændringer, hvor blandt andet finanshuset SEB sænker kursmålet for aktien i Chr. Hansen efter ingredienskoncernens regnskab for tredje kvartal i sidste uge.

Det nye kursmål lyder på 650 kr., hvilket er 50 kr. lavere end det tidligere.

Anbefalingen er uændret "køb".

Chr. Hansens aktie faldt torsdag 9,8 pct. på regnskabsdagen - og med yderligere 2,1 pct. til 477 kr. fredag.

Også Vestas har fået sænket sit kursmål hos amerikanske Citigroup til 335 kr. fra 350 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.

Aktien blæste i vejret fredag med fremgang på 2,5 pct. til 170,86 kr.

Derudover har bestyrelsen i Bang & Olufsen, B&O, fredag vedtaget et nyt langsigtet incitamentsprogram for ledelsen og for nøglemedarbejdere i form af betingede aktievederlag.

Det maksimale antal aktier, som kan tildeles i det nye program lyder på 5.301.164, som frigives efter generalforsamlingen for regnskabsåret 2024/25. Den samlede værdi af aktierne kan løbe op i 37,9 mio. kr., såfremt resultatmålene opfyldes.

Aktien faldt fredag med 3,2 pct. til 14,10 kr.

.\\˙ MarketWire