Aktier/middag: Tryg i top på regnskab i let recessionstynget C25
12/7 11:33
Tryg har tirsdag middag lagt sig i spidsen af et omskifteligt C25, efter at forsikringskoncernen før børsåbning løftede sløret for sit regnskab for andet kvartal.
Eliteindekset var tidligere i høj grad tynget af mandagens handel i USA, der bød på fald til samtlige af de toneangivende aktieindeks. Det er fortsat frygten for recession, der præger markederne.
- Markedet er lidt underdrejet. Vi så, at USA var i minus i går, vi så at Asien er lidt underdrejet, og at hele Europa ligger i minus i dag. Danmark følger egentlig bare, hvad vi ellers ser rundt omkring. Det er lidt det samme mønster, vi ser hele vejen rundt, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
Det danske C25-indeks ligger ved middagstid marginalt i minus i 1650,46. Tidligere på dagen var eliteindekset nede med 0,8 pct.
I bunden af eliteindekset ligger GN og Ambu med fald på henholdsvis 2,6 pct. til 236,10 kr. og 3,0 pct. til 72,20 kr. uden selskabsspecifikke nyheder. Faldene kan skyldes et relativt tyndt sommermarked, hvor der ikke skal meget til at skabe store kursbevægelser, og at aktierne - særligt Ambu - i forvejen er volatile, forklarer Mads Zink.
Fokus er også rettet mod valutakrydset mellem dollar og euro, der nærmer sig paritet. Det er laveste niveau i 20 år. En stærk dollar gavner flere danske selskaber med aktivitet i USA.
TRYG TIL TOPS PÅ REGNSKAB
Forsikringskoncernen Tryg har afleveret regnskab for andet kvartal tirsdag morgen.
Det samlede resultat er som ventet stærkt præget af tab på investeringer, da problemerne på de finansielle markeder er fortsat og forstærket i andet kvartal.
Dog er det ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen et regnskab, som meget udramatisk går i tråd med forventningerne.
- Tryg leverer et stabilt og solidt regnskab. Investeringsresultatet er nu engang som det er. Stigende renter vil, i modsætning til andre selskaber, have en positiv effekt på regnskaberne de kommende år. Både fordi det er muligt at forrente præmieindtægterne løbende; på grund af diskonteringseffekten af allerede foretagne hensættelser, skriver Per Hansen.
Til gengæld viser forsikringsdriften en overraskende god udvikling, nu hvor hvor de store tilkøbte forretninger - Trygg-Hansa og Codan Norge - er inkluderet i alle regnskabslinjer for første gang.
Administrerende direktør Morten Hübbe forklarer til MarketWire, at Tryg kompenserer for den stigende inflation gennem sine indkøbs- og reparationsaftaler, men at prisen på forsikringspolicer vil blive justeret, hvor det er "nødvendigt". Desuden venter topchefen ikke en "voldsom" påvirkning på kerneforretningen ved en eventuel recession.
Tryg ligger i toppen af C25 med et plus på 2,4 pct. til 164,95 kr.
ISS GENVINDER KONTRAKT MED RAMBØLL
ISS har tirsdag genvundet en serviceaftale med ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Rambøll, oplyser servicekoncernen i en pressemeddelelse.
Aftalen indebærer, at ISS skal servicere Rambølls i alt 54 kontorer i Danmark, Norge, Sverige og som noget nyt Indien. Aftalen løber frem til 2027 og lyder på et trecifret millionbeløb.
Aktien i ISS falder 0,1 pct. til 114,05 kr.
MINDRE KURSMÅLSREGN
Ingrediensforretningen Chr. Hansen har fået sænket kursmålet hos Credit Suisse til 500 kr. fra 550 kr., mens anbefalingen fortsat er "neutral".
Også det tyske finanshus Berenberg har reduceret kursmålet til 510 kr. fra 570 kr. Her er anbefalingen fortsat "hold".
Ingredienskoncernen fremlagde regnskab for det forskudte tredje kvartal i sidste uge.
Chr. Hansen handles marginalt lavere i 464,80 kr.
Mærsk har ligeledes fået sænket kursmålet som følge af stigende omkostninger og faldende fragtrater af Jyske Bank. Det nye kursmål lyder på 24.000 kr. mod tidligere 26.000 kr., oplyser banken i et notat.
Anbefalingen er uændret "køb".
Mærsks B-aktie falder 1,2 pct. til 17.070 kr.
Danske Bank har fået skåret kursmålet til 140 kr. fra 150 kr. af Kepler Cheuvreux, fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen "køb" gentages. Det sænkede kursmål følger bankens nedjustering søndag.
Aktien falder 0,9 pct. til 97,24 kr.
SAS GENOPTAGER FORHANDLINGER
SAS har genoptaget forhandlingerne med sine piloter i et nyt forsøg på at gøre en ende på pilotstrejken. Skulle en løsning findes, vil det tage to-tre dage at komme tilbage i fuld drift, lyder det.
De genoptagne forhandlinger sender tirsdag aktien op med 10,4 pct. til 0,39 kr.
.\\˙ MarketWire
