Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Aktier falder på rentefygt og svage bankregnskaber

14/7 18:17

Der er en sur stemning på Wall Street torsdag, hvor investorerne har ladet onsdagens skyhøje inflationslæsning for juni synke ind, hvilket har øget frygten for flere og større renteforhøjelser og for en recession.

Med til at ødelægge humøret er et par skuffende regnskaber fra to af de amerikanske storbanker, hvor JPMorgan Chase blandt andet har valgt at polstre sig på kapitalen før en mulig økonomisk nedtur.

Recessionsfrygten sætter sig også i råvarepriserne, hvor olien igen falder tilbage, og i knap 94 dollar per tønde ikke har ligget så lavt på denne side af Ruslands væbnede invasion af nabolandet Ukraine.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.10, lokal tid i New York, med 1,0 pct., men var tidligere i minus med hele 2,1 pct. Der er nu lagt op til den femte handelsdag i træk med minus.

Dow Jones mister desuden 1,1 pct., da bankerne her trækker særligt ned, mens Nasdaq mister 0,9 pct.

- Dette handler ikke kun om inflation. Der et en betydelig vækstopbremsning på vej. Vi mener, den opbremsning i væksten vil ende med en recession, siger Salman Ahmed, chefstrateg hos Fidelity International, til Financial Times.

STØRRE RENTELØFT

I USA steg forbrugerpriserne i juni med hele 9,1 pct., mens en årsvækst på 8,8 pct. var ventet, og efterfølgende har markedet indstillet sig på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan ende med at løfte sin rente med så meget som 1,00 pct.point på sit rentemøde senere på måneden.

I juni hævede banken renten med 75 basispoint, den største forhøjelse siden 1994, og dengang sagde formand Jerome Powell, at et løft på 50-75 punkter igen i juli var "mest sandsynligt".

Lige nu tror markedet imidlertid, hvis man ser på handelen med rentefutures, at fed funds-renten vil blive sat op med 0,87 pct.point, hvilken indikerer en 50 pct. sandsynlig for den helt store renteforhøjelse.

BANKER FALDER

I S&P 500 er alle sektorer torsdag klædt i rødt. Værst går det for energiaktierne, som smider 3,0 pct. med kursfald til Exxon Mobil og Chevron på henholdsvis 3,0 og 2,4 pct.

Dernæst følger andre cykliske sektorer som råvarer og materialer, finanssektoren og industri, som taber 1,1-2,3 pct. I den anden ende har vækstaktierne det bedre med et mere begrænset fald til it på 0,2 pct., mens cyklisk forbrug og kommunikationsservice dog også taber 1,1 og 1,3 pct.

JPMORGAN STRAFFES

I finans er der hug til USA's største bank, JPMorgan Chase, som smider 4,1 pct. Regnskabet for andet kvartal var skuffende målt på bundlinjen, ligesom banken torsdag har hensat yderligere 428 mio. dollar til mulige tab på udlån.

Ydermere har banken suspenderet sit tilbagekøbsprogram for at styrke kapitalsituationen "for hurtigt at kunne opfylde de højere krav" og "give os maksimal fleksibilitet", som topchef Jamie Dimon udtaler i regnskabet.

JPMorgan trækker torsdag andre store banknavne ned. Bank of America mister 2,8 pct., Citigroup taber 3,9 pct., og Wells Fargo bakker 1,4 pct., mens Morgan Stanley imidlertid sætter sig mere beskedne 0,6 pct., selv om tallene herfra ligeledes har skuffet på top og bund.

Blandt de store teknologinavne mister Microsoft 0,4 pct. i it-sektoren, mens Apple kravler op med 1,1 pct.

REKORD PÅ PRIME DAY

I cyklisk forbrug sætter Amazon sig 1,3 pct., selv om selskabets årlige Prime Day, som faktisk er to dage, satte rekord med en vækst i salget på 8,5 pct. til 11,9 mia. dollar. 300 mio. varer blev bestilt online i løbet af Prime Day.

I samme sektor som Amazon sætter Tesla sig også 1,0 pct., mens Alphabet og Meta Platforms trækker kommunikationsservice ned med fald på 3,1 og 1,0 pct.

Blandt de største navne er dagligvarekæden Costco en af torsdagens grønne undtagelser. Aktien stiger nemlig 3,2 pct., da Deutsche Bank har løftet sin anbefaling af aktien til "køb".

Uden for S&P 500 er der til gengæld hug til vaccineproducenten Novavax. Onsdag aften fik selskabet ellers endelig de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA's nødgodkendelse af sin coronavaccine. Aktien sætter sig alligevel med 23,0 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire