Mandagens aviser med SAS, Mærsk og Lundbeck
18/7 06:22
BØRSEN
RÅVAREMANGEL KOSTER PÅ OMSÆTNINGSSIDEN HOS HVER FJERDE DANSKE VIRKSOMHED
Råvarekrisen spreder sig og koster omsætning, viser analyse. Der er dog også lyspunkter, mener økonom. (Forside, side 10)
BANKER HAR ØGET FÆLLES FORSVAR MOD CYBERANGREB UNDER KRIG
Samarbejde er vigtigt for at holde hackere ude af bankerne. Krigen har endnu ikke kastet store angreb af sig i Vesten. (Side 11)
KAPITALFORVALTERE SER STØRRE NEDTUR VENTE I AKTIEMARKEDET
Der er fortsat for meget risikovillig kapital på finansmarkederne, og aktier kan stå overfor dybere kursfald, mener forvaltere. (Side 12)
BERLINGSKE BUSINESS
BYGGEBRANCHEN STÅR FØRST FOR, NÅR NEDTUREN KOMMER
En afmatning i den danske økonomi er på vej på flere fronter. Heldigvis står vi meget stærkt denne gang, og cheføkonom Helge J. Pedersen mener, at arbejdsgiverne vil gå langt for at holde på deres folk. (Forside, side 8-9)
VIRKSOMHEDER OG FORENINGER ER I NÆSTE MITID-BØLGE
Til oktober, når Nemid ikke længere kan bruges af private, skal foreninger og virksomheder til at skifte til Mitid Erhverv. Men mange vil faktisk kunne klare sig med deres private Mitid fremover. (Side 3)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
BØRSPLANER SKRINLÆGGES I ET DÅRLIGT INVESTERINGSÅR
Planerne om at børsnotere selskaber er lagt i skuffen, lyder det fra rådgivere og virksomhedsledere. Krig, kursfald og inflation har skabt så megen usikkerhed, at i hvert fald fem danske noteringer foreløbig er udskudt. (Forside, side 4-5)
SAS-FORHANDLINGER FORTSÆTTER MANDAG I STOCKHOLM
Forhandlingerne mellem SAS og selskabets strejkende piloter fortsatte søndag uden et resultat. Ifølge det norske statsmedie NRK genoptages de mandag. (Side 2)
MÆRSKS KONKURRENT KAN SKABE OVERKAPACITET MED NYE SKIBE TIL MILLIARDER
Rederiet HMM gør klar til at bruge et svimlende milliardbeløb på nye skibe. Rederierne har tidligere skabt problemer for sig selv ved at blive for optimistiske i gode tider. (Side 3)
PFA: INFLATIONEN KOSTER DANSKERE 62 PCT. AF DET ØKONOMISKE RÅDERUM
Familier med lave indkomster er hårdt ramt af de stigende priser, viser en analyse fra pensionsselskabet PFA Pension. (Side 6-7)
PRIVATE INVESTORER HAR TABT OVER 200 MIA. KR. PÅ INVESTERINGSBEVISER I ÅR
Investorerne er blevet mere forsigtige i løbet af første halvår, mens kursen på aktier og obligationer er faldet kraftigt. (Side 8-9)
GENNEMBRUD I TEST KAN ÆNDRE HISTORIEN OM LUNDBECK
Test viser positive resultater og få bivirkninger for et middel, der dæmper den nervøsitet og uro, der ofte er blandt de tidlige symptomer på Alzheimers. Ansøgningen om godkendelse kan komme allerede i år, og potentielt kan midlet blive det store flagskib i Lundbecks portefølje. (Side 10-11)
.\\˙ MarketWire
