Aktier/middag: Bavarian og Nordea i top - SAS flyver i højt luftlag
18/7 11:33
Bavarians fjerde opjustering samt et bedre end ventet andet kvartal fra Nordea får tomlen op af investorerne. Også udsigterne til et forhandlingsresultat mellem parterne i SAS får armene vejret.
Samlet ligger eliteindekset, C25, i plus med 1,9 pct. til indeks 1679,10 på ugens første dag.
- Kigger vi ned over selskaberne i C25, ja, så ser det ganske pænt ud i dag. Samlet er der ikke det store nye - men vi kører videre på de pæne amerikanske nøgletal fra i fredags med en stærk detailsektor og stigende forbrugertillid, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.
OPJUSTERING FRA BAVARIAN OG REGNSKAB FRA NORDEA
Bavarian Nordic opjusterede fredag forventningerne til 2022 for fjerde gang i år efter at have modtaget en ny ordre på 2,5 mio. af selskabets koppevaccine Jynneos fra de amerikanske myndigheder.
- Vi ser endnu en kæmpestor ordre fra USA, og det bliver aktien belønnet for. Det er gået rigtig stærkt, siden abekopper kom på programmet, siger Lars Hytting.
Aktien stiger 4,5 pct. til 243,70 kr.
Fra morgenstunden viste tal fra Nordea et bedre andet kvartal af 2022 end ventet fra analytikersiden, men banken fastholdt dog forventningerne til hele regnskabsåret.
- Regnskabet fra Nordea ser fint ud over hele linjen. Og det bekræfter det billede, jeg har af regnskabssæsonen. Jeg regner med generelt fine tal - men krudtet holdes tørt i forhold til opjusteringer, siger Arthas aktiechef.
Nordeas nettooverskud landede i kvartalet på 1054 mio. euro mod ventet på 930 mio. euro. Driftsoverskuddet efter nedskrivninger på lån blev rapporteret til 1361 mio. euro mod ventet 1210 mio. euro og nedskrivningerne på udlån endte med en indtægt på 54 mio. euro. Estimatet lå her på en udgift på 61 mio. euro.
Der står fortsat en omkostningsprocent på 49-50 pct. og en egenkapitalforrentning "over" 11 pct. for helåret.
Bankaktien stiger 4,5 pct. til 66,28 kr.
HÅB FOR SAS
Problemramte SAS fortsætter mandag forhandlingerne med piloterne, efter at parterne ikke nåede til enighed om en overenskomst i løbet af weekenden. Forud for forhandlingerne lyder det fra en af de svenske mæglere, Claes Stråth, at en aftale kan nås mandag.
- Aftalen er en forudsætning for alt muligt andet. I første omgang er det vigtigt, at SAS får nogle piloter, der vil flyve, siger Lars Hytting.
SAS stiger med markante 14,1 pct. til 0,4931 kr. ved middagstid.
Mandag morgen har DFDS opjusteret efter et bedre end ventet andet kvartal, oplyser rederikoncernen i en meddelelse. Der ventes nu en omsætningsvækst på 35 pct. fra 30 pct. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) før særlige poster på 4,4-4,8 mia. kr. mod hidtil 3,9-4,4 mia. kr.
DFDS stiger 7,7 pct. til 236 kr.
KURSMÅL SKÆRES TIL
Tilbage i C25 har A.P. Møller-Mærsk fået sænket kursmålet for B-aktien til 24.500 kr. fra 27.600 kr. af ABG Sundal Collier. Anbefalingen er uændret "køb".Mærsks B-aktie stiger 2,8 pct. til 18.045 kr.
Danske Bank har også fået skåret kursmålet til. Det er Mediobanca, der ifølge Bloomberg News har sænket kursmålet til 110 kr. fra 122 kr. Anbefalingen "neutral" gentages.
Bankaktien stiger 2,7 pct. til 98,18 kr.
.\\˙ MarketWire
