Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Storbanker fortsætter frem på regnskaber i grøn start

18/7 15:39

Den amerikanske regnskabssæson er i fuld gang - og mandag er ingen undtagelse. Fra morgenstuden amerikansk tid er der kommet regnskaber fra Bank of America og Goldman Sachs. Og efter børslukning mandag lander regnskabet for IBM.

Med de to storbankers tal som bagtæppe åbner de ledende indeks i plusser. S&P 500-indekset stiger 1,0 pct., Nasdaq-indekset øger 1,3 pct., og Dow Jones-indekset starter 1,0 pct. højere. Fremgangen følger en grøn fredag, hvor S&P 500-indekset steg 1,9 pct., Nasdaq-indekset gik 1,8 pct. frem, og Dow Jones-indekset lagde 2,1 pct. til værdien.

- Man får en fornemmelse af, at måske er alle de dårlige nyheder af vejen. Investorerne afprøver nu, om det er nu, at der er en rimelig indgang til markedet, siger Rick Meckler, partner hos Cherry Lane Investments, til Reuters.

REGNSKABER I EN LIND STRØM

Allerede nu viser data, at 60 pct. af de S&P 500-virksomheder, der har aflagt regnskab, har leveret en positiv overraskelse i forhold til indtjeningen per aktie samt en højere indtjening end ventet, påpeger John Butters, senioranalytiker hos Factset, ifølge Bloomberg News.

Oveni påvirkes de globale markeder - og de amerikanske - af, at Federal Reserve har nedtonet en massiv rentestigning på den kommende rentemøde i juli.

Alligevel er udsigterne stadig bekymrende for mange investorer, da gevinster på aktiemarkederne kan vise sig at være kortvarige, fordi inflationen fortsat er høj, og en recession synes mere og mere sandsynlig, påpeger Morgan Stanley og Goldman Sachs ifølge Bloomberg News.

STORBANKER HIVES OP

Finanskoncernen Goldman Sachs fik et noget bedre end ventet andet kvartal, hvor blandt andet et markant stærkere end ventet handelsresultat trak op.

Det betød, at banken kan notere en samlet indtjening per aktie på 7,73 dollar i kvartalet mod ventet 6,65 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Handelsindtægterne er for april, maj og juni opgjort til 6,47 mia. dollar mod ventet 5,82 mia. dollar.

Banken er også lykkes med at få sænket sine samlede omkostninger fra driften med 11 pct. sammenlignet med andet kvartal sidste år.

Aktien stiger 4,6 pct. i den indledende handel. Plusset kommer efter en stigning på 4,4 pct. fredag, hvor et stærkt Citigroup-regnskab skabte positiv stemning om sektoren.

Også Bank of America har medvind og stiger 2,9 pct. ved handelsstart. Aktien steg 4,4 pct. fredag.

Bankens kvartalsregnskab landede nogenlunde som ventet målt på aktivforvaltning og handelsomsætning.

Mens flere regnskabsposter landede lidt over og lidt under analytikernes forventninger, bød indtægterne fra investeringsforretningen på noget af en skuffelse, skriver Bloomberg News, der har indsamlet konsensusestimater blandt analytikerne.

Eksempelvis endte handelsomsætningen på 4,0 mia. dollar mod ventet 4,1 mia. dollar og investeringsindtægterne på 1,13 mia. dollar mod ventet 1,31 mia. dollar.

Andetssteds ligger flyproducenten Boeing med en stigning på 4,8 pct. efter nyheden om, at Delta Air Lines vil købe 100 MAX 10 jets til en værdi på omkring 13,5 mia. dollar i listepris. Oveni er der en option med på køb af yderlig 30 fly.

Fredagens højdespringere - Citigroup, der steg 13,1 pct., og Wells Fargo, der steg 6,2 pct. - ligger mandag til yderlig fremgang på henholdsvis 1,9 pct. og 2,7 pct.

IBM-aktien falder med 0,4 pct. forud for regnskabet senere mandag.

.\\˙ MarketWire