USA/åbning: Netflix stiger i flad åbning efter massiv fremgang tirsdag
20/7 15:43
Aktiemarkedet i USA har onsdag smidt den nærmest euforiske stemning, der tirsdag førte til solide stigninger på tværs af de tre ledende indeks.
Ved åbning danser de tre ledende indeks omkring nullet, hvor Dow Jones-indekset og S&P 500-indekset peger i marginal negativ retning, og Nasdaq er marginalt positiv.
Tidligere på formiddagen dansk tid pegede futures ellers i retningen af en grøn åbning, men det ændrede sig nogenlunde samtidig med, at debatten om EU's energikrise på ny fik opmærksomhed. Heriblandt ikke mindst, hvad det vil betyde for en mulig recession og pengepolitikken fra de store centralbanker på begge sider af Atlanten.
EU-Kommissionen foreslår, at alle EU-lande sænker deres gasforbrug for at sikre, at landene kan komme igennem vinteren trods mangel på gas. Samtidig ønsker EU-Kommissionen opbakning til at kunne indføre en særlig nødretstilstand, der vil give magt til at pålægge EU-medlemslandene obligatoriske reduktioner i deres gasforbrug.
Det sker efter, at Rusland efter endt vedligeholdelse af gasrørledningen Nord Stream 1 planlægger kun at åbne med begrænset kapacitet.
Det har ifølge Bloomberg News lagt en dæmper på optimismen, der ellers bredte sig tirsdag på baggrund af en række bedre end ventede regnskaber fra blandt andet banker og streaminggiganten Netflix.
- Investorerne klynger sig til alle de positive nyheder, de kan, men kløerne i bjørnemarkedet har kradset for dybt. Der er nødt til at være mange flere tegn på, at en recession kan undgås, og at inflationen kommer under kontrol, før de amerikanske indeks kan vriste sig fri, siger Susannah Streeter, seniormarkedsanalytiker hos Hargreaves Landsdown, ifølge Bloomberg.
Det brede S&P 500-indeks vandt tirsdag frem med 2,8 pct., mens Dow Jones steg 2,4 pct., og Nasdaq gik op med hele 3,1 pct. Her var det megacap-aktierne, der trak frem, og hvor undtagelserne blev udgjort af uheldige regnskabsindslag blandt andet fra IBM.
Onsdag vil fokus blandt andet være på Tesla, der offentliggør regnskab efter børslukning. Ved åbning stiger aktien 1,5 pct.
NETFLIX STIGER EFTER REGNSKAB
Aktien i Netflix stiger onsdag ved åbning 1,1 pct. efter store stigninger i både eftermarkedet tirsdag og formarkedet onsdag.
Det sker efter, at koncernen med sit regnskab for andet kvartal tirsdag aften overraskede positivt med et mindre kundetab end frygtet.
For andet kvartal i træk mistede Netflix betalende kunder, men tilbagegangen på 970.000 abonnementer var en del mindre end de 2 mio. mistede kunder, som analytikerne på Wall Street ifølge Bloomberg News havde regnet med. Og som Netflix i forbindelse med sit regnskab for første kvartal selv havde spået.
Samtidig regner streamingkæmpen nu med, at udviklingen kan have vendt. Selskabet spår atter fremgang i kundetallet i tredje kvartal på netto 1 mio. kunder til 221,67 mio. betalende abonnenter. Her var dog ventet et plus på 1,8 mio. nye kunder hos analytikerne.
I andet kvartal var der trods kundetilbagegangen på kvartalsbasis stadig en vækst i kundetallet, hvis man kigger et år tilbage, på knap 6 pct., og på samme måde var der også fremgang i omsætningen.
Den voksede nemlig knap 9 pct. til 7,97 mia. dollar, men mod et ventet salg på 8,04 mia. dollar.
Overskuddet per aktie blev samtidig på 3,20 dollar sammenlignet med 2,97 dollar et år tidligere og mod et konsensusestimat på 2,91 dollar ifølge Bloomberg News.
OMNICOM STÅR TIL STIGNING
Omnicom-aktien stiger 1,7 pct. ved åbning, efter at den internationale reklame- og annoncegigant klarede sig bedre end ventet i andet kvartal.
Det fremgik af regnskabet offentliggjort tirsdag aften.
Koncernen oplevede i perioden et marginalt fald i omsætningen til 3,57 mia. dollar mod ventede 3,46 mia. dollar, men den organiske vækst var alligevel på 11 pct. mod spåede knap 7 pct.
Det justerede overskud per aktie blev på 1,68 dollar sammenlignet med 1,60 dollar et år tidligere og mod et konsensusestimat på 1,58 dollar ifølge Bloomberg News.
MATERIALISTKÆDE SENDES NED
Aktien for den amerikanske materialistkæde Bath & Body Works falder 3,7 pct ved åbning onsdag, efter at butikskæden, der blandt andet sælger hudpleje- og duftprodukter, har nedjusteret forventningerne til overskuddet i andet kvartal med en tredjedel.
Bath & Body Works venter nu et resultat per aktie fra fortsættende aktiviteter på 40-42 cent, hvor der før var ventet 60-65 cent. Til sammenligning havde analytikerne ifølge Bloomberg News ventet et resultat per aktie på 60 cent.
Nedjusteringen begrundes med, at salget i andet kvartal var 6-7 pct. under det i samme kvartal et år før.
.\\˙ MarketWire
