USA/middag: Vender minus til plus - Tesla, Apple og sundhed løfter
21/7 18:18
De amerikanske aktier ligger i plus torsdag trods en negativ start, men især Tesla, Apple og et par selskaber i sundhed har trukket markedet tilbage i grønt.
Investorerne skal tygger samtidig på en række vigtige nyheder. Før markedets åbning kom en overraskende stor renteforhøjelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB, på 50 basispoint, og fra Rusland var meldingen, at gassen nu igen strømmer gennem Nord Stream 1 til det europæiske marked.
Efter markedets åbning meddelte Det Hvide Hus, at præsident Joe Biden er testet positiv med covid-19, og den nyhed sendte først aktierne yderligere i minus.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.10, lokal tid på den amerikanske østkyst, med 0,5 pct., men det var på et tidspunkt i minus med 0,8 pct. Dow Jones falder alligevel marginalt, mens Nasdaq derimod går op med 0,8 pct.
De amerikanske renter falder også tilbage torsdag, hvor den tiårige statsrente igen er dykket under 3,00 pct., ligesom olieprisen trækker sig.
- Efter et par stærke handelssessioner er det ikke overraskende at se nogen konsolidering, da markederne stadig ikke er overbeviste om, at vi har set bunden, siger Esty Dwek, direktør i Flowbank, til Bloomberg News.
- Vi har også fået enkelte kommentarer i regnskaberne, som har pustet til recessionsfrygten, men overordnet har de vist, at forbrugerne holder niveauet for nu, og det ser ud til, at stemningen begynder at blive forbedret.
TESLA GASSER OP
I S&P 500 vinder cyklisk forbrug mest med 1,4 pct., trukket af Teslas kvartalstal, mens sundhed er nummer to med et plus på 1,1 pct. I den anden ende har energiaktierne det svært og taber 2,7 pct., da olieprisen bakker med 5,0 pct., mens kommunikationsservice mister 0,7 pct. på grund af et svagt regnskab fra AT&T.
At cyklisk forbrug holder sig i top skyldes først og fremmest, at elbilproducenten Teslas aktie vinder frem med 8,0 pct.
Selskabet overraskede onsdag aften med sit regnskab for andet kvartal markedet med en bedre end ventet indtjening trods produktionsstoppet på selskabets fabrik i Shanghai i april, da Kina genindførte coronanedlukninger i storbyen.
Det betød ganske vist et fald i salget fra første kvartal, men i 16,93 mia. dollar var der stadig en årsfremgang på 41 pct. og en bedre end frygtet udvikling.
Tesla, som har leveret lidt 564.000 biler i årets første seks måneder holdt samtidig fast i forventningen om årlig gennemsnitlig produktionsvækst på 50 pct. over en "flerårig tidshorisont", og der var ingen korrektion af topchef Elon Musks tidligere udtalelse om, at koncernen i år vil producere mere end 1,5 mio.elbiler.
Blandt de øvrige megacap-navne stiger Amazon, som også hører til i cyklisk forbrug, 0,5 pct. Apple og Microsoft stiger i it med 0,9 og 0,3 pct., mens Alphabet i kommunikationsservice mister 0,3 pct.
DÅRLIGE BETALERE
I kommunikationsservice har mobilselskaberne det ekstra svært. Her falder AT&T og Verizon, nummer et og nummer to i USA, med henholdsvis 7,4 og 3,0 pct.
AT&T's minus er det største i 20 år, ifølge Bloomberg News, og skyldes, at selskabets pengestrøm er hårdt ramt af manglende betaling fra kundernes side. AT&T regner derfor nu med en fri pengestrøm i år på 14 mia. dollar mod førhen 16 mia. dollar.
Der er i det hele taget fuld tryk på regnskaberne, som river og flår i aktiekurserne torsdag.
På vindersiden er tobakskæmpen Philip Morris, der stiger med 4,1 pct., ligesom medicoselskabet Danaher løftes 8,4 pct., da omsætning og indtjening i andet kvartal var bedre end ventet.
Blandt taberne er derimod United Airlines, som har sænket sit vækstmål for 2023, og som mister 9,4 pct. En tilsvarende melding er kommet fra American Airlines, som smider 8,1 pct.
Harley Davidson sætter sig beskedne 0,7 pct. efter sine tal, mens Alcoa bakker 2,2 pct. Forsikringsselskabet Travelers taber desuden 2,2 pct.
Udover det falder krydstogtkæmpen Carnival med 11,5 pct., da selskabet onsdag aften udnyttede fire dages kursfremgang på 27 pct. til at sælge nye aktier for 1 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire
