USA/middag: Aktieløft på håb om mildere Fed - Meta straffes
28/7 18:31
De amerikanske aktier stiger torsdag trods en negativ åbning.
Investorerne i USA har ellers med morgenmaden fået serveret en negativ overraskelse fra økonomien, som i andet kvartals foreløbige opgørelse viste en tilbagegang i aktiviteten på 0,9 pct.
Efter et minus på 1,6 pct. i første kvartal er USA dermed teknisk set i recession.
Det positive i den ellers kradse nyhed er dog for aktierne, at markedsrenterne falder, og at investorerne skruer ned for forventningen til, hvor højt op den amerikanske centralbankrente skal.
Derfor stiger det brede marked, målt på S&P 500-indekset, kl. 12.25, lokal tid i New York, med 0,7 pct., selv om det på et tidspunkt var i minus med 0,8 pct. Dow Jones går også frem med 0,7 pct., mens Nasdaq efter onsdagens plus på mere end 4 pct., vinder 0,5 pct.
- Der kan ofte være denne "dårligt nyt er godt nyt"-reaktion. Men for Federal Reserve er kampen mod inflationen stadig prioriteten, siger Hani Redha, porteføljeforvalter hos Pinebridge Investments, til The Wall Street Journal.
LEMPELSER NÆSTE ÅR
Federal Reserve hævede onsdag for anden måned i træk sin rente med 0,75 pct.point, og renten er i 2022 samlet blevet sat op med 2,25 pct.point, så den nu ligger i intervallet 2,25-2,50 pct., som bankens chefgruppes medlemmer i overvejende grad mener, er dens neutrale niveau.
Dueagtige udtalelser fra formand Jerome Powell fik efterfølgende markedet til at sænke buddet på renten ved udgangen af året til 3,32 pct. fra 3,39 pct.
Efter torsdagens triste BNP-data indikerer handelen med rentefutures nu, at fed funds rate vil slutte 2022 endnu lavere i 3,26 pct., og at det for øvrigt vil være toppen, inden centralbanken igen til næste år vil begynde at lempe på pengepolitikken.
- Både vækst- og inflationsdynamikker vil formentlig signalere, at en mindre aggressiv tilgang fra Federal Reserve er nødvendig, når vi bevæger os ind i 2023, kommenterer Hugh Gimber, markedsstrateg i J.P. Morgan, over for Bloomberg News.
META UNDER PRES
I S&P 500 er det kun kommunikationsservice, som ikke er i plus med et fald på 1,3 pct., da to vigtige navne har skuffet med deres regnskabstal.
Meta Platforms registrerede i andet kvartal for første gang nogensinde et fald i salget, ganske vist kun på 1 pct., hvilket var drevet af en tilbagegang i annonceindtægterne, fordi priserne faldt 14 pct. Samtidig lagde Facebook-ejeren også en svag forventning til salget i tredje kvartal frem. Metas aktie smider 5,6 pct. torsdag.
Comcast, udbyderen af kabel-tv og internet, taber ligeledes 8,1 pct., da selskabet oplevede en nulvækst i kundetallet i andet kvartal. Konkurrenten Charter Communications trækkes med ned og mister 8,2 pct.
Så går det en del bedre i de andre to teknologitunge sektorer, it og cyklisk forbrug, som stiger med henholdsvis 0,8 og 1,1 pct. Inden for it er det Microsoft, som igen trækker op med 2,1 pct. efter tirsdag aftens solide regnskab, mens Apple går beskedne 0,1 pct. frem inden torsdag aftens regnskabstal.
Chipproducenten Qualcomm falder derimod 4,7 pct. trods et solidt andet kvartal, men salgsforventningen til tredje skuffer investorerne.
I cyklisk forbrug vinder Tesla 1,5 pct., og Amazon, der også lægger tal frem efter lukketid, løftes 0,4 pct.
ENIGHED OM STØTTE
I torsdagens S&P 500 er der et par sjældne indslag blandt de vigtigste kurspåvirkende aktører. Det skyldes den klima- og energipakke til 369 mia. dollar, som de demokratiske senatorer er blevet enige om, og det løfter energiselskabet Nextera med 5,2 pct. og Constellation Energy med 16,8 pct.
På regnskabsfronten sætter Pfizer sig med 0,1 pct. efter sine tal trods en oppræcisering af forventningerne, mens konkurrenten Merck heller ikke scorer nogen gevinst, da aktien falder 1,5 pct. efter en nedjustering.
Bilkæmpen Ford løftes omvendt efter sine tal med 6,1 pct., mens Mastercard går 1,1 pct. frem.
Harley-Davidson løftes også 7,2 pct. efter bedre end ventede tal, mens Southwest Airlines falder 6,7 pct. på grund af stigende omkostninger og forsinkelse i leverance af nye fly.
.\\˙ MarketWire
