Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Politisk uro og rentehop tog pynten af aktierne - NY

3/8 06:32

Spændinger mellem Kina og USA kastede skygger ind over det amerikanske aktiemarked tirsdag, hvor aktierne bølgede frem og tilbage for til sidste at ende i minus.

Det brede S&P 500-indeks sluttede 0,6 pct. lavere. Dow Jones-indekset faldt 1,2 pct., mens Nasdaq-indekset mistede 0,2 pct.

Onsdag morgen er der fortsat blandede indikationer fra future-markedet. Kina-spændinger blander sig med et markant rentehop, så mens Dow Jones og S&P 500 indikeres at stige 0,1-0,2 pct., presses Nasdaq mod et fald på 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

Formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, landede tirsdag i Taiwan trods kinesiske protester og advarsler om, at "den, der leger med ilden, bliver brændt."

Og Kinas reaktion kom prompte i form af en stor militærøvelse omkring øriget.

De geopolitiske bekymringer fik desuden følgeskab af andre for Wall Street mere almindelige hverdagsproblemer. Således steg obligationsrenterne kraftigt, efter at par regionale chefer fra den amerikanske centralbank signalerede, at perioden med rentestigninger kan trække ud.

- Markederne har behov for at blive helt komfortabel med, at alle rentestigninger fra centralbanken er indregnet, og jeg tror, at det fortsat er et åbent spørgsmål, siger Rob Haworth, der er investeringsstrateg hos U.S. Bank Wealth Management, til Reuters.

CATERPILLAR TABER HØJDE EFTER REGNSKAB

Fra regnskabsfronten var der tirsdag blandt andet nyt fra Caterpillar.

Selskabet, der er kendt for sine gule entreprenørmaskiner, skuffede en smule på toplinjen, men præsterede til gengæld lidt over forventning med sin indtjening i perioden, der var understøttet af prisjusteringer og højere salgsvolumener.

Det samlede salg landede i andet kvartal på 14,25 mia. dollar mod ventet 14,37 mia. dollar. Og selv om indtjeningen var bedre end ventet, faldt aktien 5,6 pct., blandt andet efter at Caterpillar meldte om modvind på det kinesiske marked.

DUPONT SEV

Også Dupont de Nemours, der herhjemme er kendt for sit køb af Danisco tilbage i 2011, lagde regnskabstal frem.

Salget steg 9 pct. til 3,32 mia. dollar mod analytikerkonsensus på 3,25 mia. dollar.

Kemi- og industrikoncernen satte samtidig tal på forventningerne til tredje kvartal, der lyder på en omsætning på 3,17-3,27 mia. dollar og en justeret indtjening per aktie på cirka 81 cent.

Begge var under analytikernes forventning på henholdsvis 3,39 mia. dollar og 90 cent.

Dertil venter Dupont i 2022 nu et salg på 13,0-13,4 mia. dollar mod før 17,4-17,8 mia. dollar, mens forventningerne til driften er sænket til 3,25-3,35 mia. dollar fra 4,3-4,5 mia. dollar.

Nedjusteringen skyldes dog primært manglende bidrag fra den frasolgte division Biomaterials samt mindre valutamodvind.

Dupont-aktien bakkede 2,7 pct.

UBER RULLER DERUDAF

Samkørselstjenesten Uber overraskede omvendt entydigt positivt i andet kvartal, og også tredje kvartal lover godt. Uber kørte frem med næsten 19 pct.

Omsætningen blev mere end fordoblet i april, maj og juni til 8,07 mia. dollar fra 3,93 mia. dollar, mens analytikerne ventede 7,39 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Den justerede EBITDA-indtjening viste desuden et bedre end ventet overskud på 364 mio. dollar mod et underskud på 509 mio. dollar i samme periode året før.

Forventningerne til udviklingen i det igangværende tredje kvartal er også positiv læsning, idet Uber venter at nå en justeret driftsindtjening målt på EBITDA på 440-470 mio. dollar mod ventet 391,6 mio. dollar blandt analytikerne.

PLUS TIL PINTEREST EFTER AKTIVISTROS

Også det sociale medie Pinterest fik ekstra opmærksomhed tirsdag, hvor selskabets regnskabet for andet kvartal overraskede positivt målt på antallet af månedlige brugere.

Efter regnskabet udsendte den aktivistiske investor Elliott Investment Management desuden en meddelelse, hvor selskabets strategi roses. Elliott har på den baggrund købt ind i Pinterest, hvor investeringsselskabet nu er hovedaktionær.

Tallene i kvartalet var ellers blandet læsning med blandt andet et skuffende driftsoverskud, men interessen fra Elliott syntes at vægte tungere. Aktien sluttede næsten 12 pct. højere.

Også Transocean bragede frem med 16 pct., efter at borerigselskabet afleverede et bedre end ventet regnskab efter børslukning mandag. Omsætningen landede på 692 mio. dollar mod ventet 663,6 mio. dollar.

Desuden viste bundlinjen et tab på 10 cent per aktie, men det var bedre end analytikernes estimat på minus 14 cent. Endelig kunne Transocean glæde sig over, at det har fået en toårig forlængelse af sine kreditfaciliteter på plads.

.\\˙ MarketWire