USA/åbning: Aktierne i plus - Paypal til vejrs på aktivist-interesse
3/8 15:48
Mindsket bekymring og frygt for en voldsom ekskalering af konflikten mellem USA og Kina over Taiwan efter formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosis besøg har sendt de aktierne op onsdag ved åbningen. Besøget skete trods protester og advarsler fra Kina om, at "den, der leger med ilden, bliver brændt", skriver Bloomberg News. Pelosi har atter forladt Taiwan.
Det brede S&P 500-indeks stiger efter små ti minutters handel 0,8 pct. til 4123,40 efter et fald tirsdag på 0,6 pct. Dow Jones-indekset stiger 0,8 pct. til 32.526 efter et fald på 1,2 pct., og Nasdaq-indekset satte sig tirsdag 0,2 pct., men stiger onsdag 1,1 pct. til 12.364,50.
PAYPAL STIGER EFTER AKTIVIST-INTERESSE
Betalingstjenesten Paypal stiger 12,1 pct. 100,43 dollar efter tirsdagens annoncering af, at aktivist-investorhuset Elliot Investment Management nu er en af deres største aktionærer.
Selskabet har yderligere annonceret, at det har besparelser på samlet 900 mio. dollar i år, og at det vil gå ind i et 15 mia. dollar aktietilbagekøbsprogram.
Paypal og Elliot er ifølge Bloomberg News i dialog om, hvordan de kan vende kursen for firmaet. Aktien er faldet med 52 pct. i år.
MODERNA VENTER STØRRE COVID-SALG
Blandt dagens regnskaber skal blandt andet Moderna bedømmes. Medicinalselskabet omsatte i andet kvartal for 4,75 mia. dollar, heraf kom 4,53 mia. dollar fra covid-19 vacciner, Samlet havde analytikernes ventet en omsætning på 4,02 mia. dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Vaccineproducenten forventer at se større salg af vacciner i fjerde kvartal end i tredje grundet timingen for godkendelse af deres opdaterede vaccine mod covid-19.
Selskabet har i forbindelse med regnskabet også annonceret et nyt 3 mia. dollar aktietilbagekøb.
Aktien stiger 7 pct. til 172,01 dollar.
AMD BANKER NED PÅ REGNSKAB
Chipproducenten Advanced Micro Devices, AMD, bliver bedømt for tirsdagens regnskab, der landede efter børstid. Dommen er hård, da AMD-aktien falder 3,7 pct. til 95,97 dollar.
Det er ifølge Bloomberg News især forventningerne til tredje kvartal, der skuffer. Selskabet venter en bruttomargin på 54 pct. mod estimeret 54,2 pct. blandt analytikerne.
Samtidig halter midtpunktet i AMD's salgsprognose efter analytikernes estimat. AMD regner med en omsætning i tredje kvartal på 6,5-6,9 mia. dollar og guider altså i gennemsnit cirka 6,7 mia. dollar. Her stilede analytikerne inden regnskabet efter en omsætning på 6,81 mia. dollar.
UNDER ARMOUR RAMMER SOM VENTET
Under Armour, der laver sportstøj, er kommet ud af sit seneste kvartal med resultater, der i det store hele flugter med forventningerne i markedet.
Stigende udgifter til markedsføring og et ændret produktmix medvirker dog til, at forventningerne nedjusteres.
Trods det stiger aktien 2,2 pct. til 9,40 dollar.
Omsætningen ventes stadig at stige med 5-7 pct., men driftsresultatet ses nu lande på 300-325 mio. dollar mod tidligere 375-400 mio. dollar.
Målt på indtjeningen per aktie venter Under Armour nu et overskud på 0,61-0,67 dollar mod tidligere 0,79-0,84 dollar.
LUNKNE RESULTATER FRA FASTFOODKÆDE
Yum Brands, som blandt andet ejer kæderne KFC, Taco Bell og Pizza Hut, har haft et lettere skuffende andet kvartal, skriver Bloomberg News.
Aktien falder 0,9 pct. til 121,03 dollar.
Omsætningen endte på 1,64 mia. dollar mod forventet 1,65 mia. dollar. Sammenlignet med samme kvartal sidste år, er det gået bedre, da omsætningen her var 1,60 mia. dollar.
Fastfoodkædens indtjening per aktie var 1,05 dollar mod forventet 1,10 dollar. Derefter har Yum Brands nedjusteret deres forventning til året til 1,05 dollar mod tidligere 1,16 dollar.
CVS OPJUSTERER
Apotekerkæder CVS Health bliver bare ved med at gøre det bedre end prognosen. Det er fortsat salget af coronatest over disken, der booster resultaterne.
Det skriver selskabet i sit regnskab for andet kvartal.
Kæden har onsdag igen opjusteret forventningerne til 2022 til nu et justeret resultat per aktie på 8,40-8,60 dollar mod før 8,20-8,40 dollar.
CVS opjusterede også i forbindelse med regnskabet for første kvartal fra den oprindelige prognose på 8,10-8,30 dollar per aktie.
Analytikerne havde ventet en justeret indtjening per aktie på 8,35 dollar per aktie ifølge et estimat fra Bloomberg News.
Aktien stiger 4,3 pct. til 99,45 dollar
.\\˙ MarketWire
