Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ambu/Sydbank: Uskøn nedjustering er knyttet til væksthåb

4/8 11:44

Igen, igen må aktionærerne i Ambu stå model til en større nedjustering af forventningerne. Efter syv nedjusteringer under sin forgænger skruede også Ambus nye topchef, Britt Meelby Jensen, onsdag aften ned for prognosen efter bare lidt over to måneder i jobbet.

Og det er ikke kønt, men nok et udslag af, at Ambu har villet for meget, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

- Det er ikke godt. Det er det altså ikke. Det er en stor nedjustering, og akilleshælen er visualiseringsforretningen, som en meget stor del af investor- og vækstforhåbningerne er knyttet op på, siger Sydbank-analytikeren til MarketWire.

Han vurderer, at Britt Meelby Jensen er på vej til at snævre ind og neddrosle satsningen på nogle af de segmenter af visualiseringsforretningen, der har vist sig svære at løbe i gang.

Dermed kan nogle af Ambus produkter til kikkertundersøgelser ende med at blive sorteret fra eller overført til andet regi.

STORT SPAREPROGRAM

Blandt andet annoncerer Ambu et spareprogram på 250 mio. kr. fra og med næste regnskabsår - 2022/23. En god del af besparelserne ligger i reducering af anlægsinvesteringerne, hvilket samtidig også betyder, at der skal nedskaleres på visse områder i udviklingen.

- Jeg kan godt se, at spareprogrammet giver mening i forhold til at adressere udfordringerne med pengestrømme og at sikre balancen, så man ikke skal ud med hatten i hånden til aktionærerne.

- Men det er også et limbo i forhold til at man har bevæget sig ind på en masse markeder og nye endoskopi-områder, hvor penetreringen er afdæmpet, og også lavere end Ambu selv har ventet. Så man skærer ned i et selskab, der egentlig skal øge penetreringshastigheden. Og så skal man blive mere effektiv. Men det kan være svært at føre ud i virkeligheden, konstaterer Sydbank-analytikeren.

Han formoder derfor, at Ambu er på vej til at fokusere forretningen og satse på nogle områder inden for kikkertundersøgelser frem for andre.

Det kan også blive nødvendigt for at håndtere konkurrencen fra store spillere som Boston Scientific og Olympus, der ifølge Sydbank-analytikeren begge skruer op, snarere end ned for markedsføringsindsatsen.

HIVER PLASTERET AF

På aktiemarkedet falder Ambu 4,1 pct. til 77,74 kr. efter at være åbnet over 14 pct. lavere.

Og der kan godt være lidt formildende omstændigheder i forhold til nedjusteringen.

- Når man skifter CEO, så er der en tendens til at rive et plaster af for at sikre, at den nye CEO kan indfri forventningerne og ikke skal ud og nedjustere gentagne gange. Så mon ikke, at Ambu har hevet et stort plaster af, siger Søren Løntoft Hansen.

Medicoselskabet venter i regnskabsåret 2021/22 nu at nå en organisk salgsvækst på mindst 4 pct. mod tidligere ventet mindst 13 pct., mens forventningerne til EBIT-marginen før særlige poster justeres til mindst 2 pct. fra tidligere ventet mindst 5 pct.

.\\˙ MarketWire