Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Blandet start for indeks - Eli Lilly ned på nedjustering

4/8 15:41

Dagens aktiehandlen i USA starter ud som en blandet landhandel på indeksniveau. Nasdaq stiger 0,3 pct., mens S&P 500 falder 0,1 pct. og Dow Jones mister 0,2 pct.

Efter en kedelig start på august kom de store indeks ellers tilbage onsdag med plusser på mellem 1,3 og 2,6 pct. på en række stærke regnskaber for andet kvartal.

Det hjalp investorerne til at vende sig fra bekymringer omkring konsekvenserne af Ukraine-krigen, stigende inflation, opblussen i de kinesiske covid-tilfælde og en aggressiv rentepolitik.

S&P 500-indekset er steget næsten 14,2 pct. fra sit laveste niveau i midten af juni, men er fortsat faldet 12,8 pct. i år, skriver Reuters.

De blandede åbning kommer på et bagtæppe af friske tal på antallet af nytilmeldte ledige. Samlet meldte 260.000 amerikanere sig som førstegangsledige i sidste uge. Og det var præcis det antal, som økonomerne ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg News ventede. Ugen før meldte 254.000 sig som værende førstegangsledig.

Og dagens tal sig holder sig dermed tæt på det højeste niveau siden november.

Fokus er dog skiftet til fredag, hvor den amerikanske jobrapport lander. Den kan give den amerikanske centralbank en pejling af tilstanden i den amerikanske økonomi, da Federal Reserve forsøger at afkøle efterspørgslen på arbejdskraft for at tæmme inflationen.

ELI LILLY NEDJUSTERER

Torsdag inden handelsstart har medicinalselskabet Eli Lilly nedjusteret forventningerne til indtjeningen per aktie i 2022 i selskabets regnskab for andet kvartal. Selskabet venter nu en justeret indtjening per aktie mellem 7,90 og 8,05 dollar mod tidligere 8,15 til 8,30 dollar, skriver Bloomberg News.

Regnskabet viser, at Eli Lilly kommer værre ud af andet kvartal end ventet, idet den justerede indtjening per aktie er landet på 1,25 dollar, hvor analytikerne havde sat næsen op efter 1,69 dollar.

Omsætningen skuffer også ved at falde 3,7 pct. på årsbasis til 6,49 mia. dollar mod de estimerede 6,82 mia. dollar.

Aktien falder 1,8 pct. i de første handler.

Olieselskabet Conocophillips stiger med 0,4 pct. efter et regnskab for andet kvartal, hvori olieproducenten slog forventningerne på de stigende energipriser.

Den justerede indtjening per aktie landede i andet kvartal på 3,91 dollar mod ventet 3,85 dollar.

Også Conocophillips skruer op for afkastet til aktionærerne og vil i år nu levere 15 mia. dollar tilbage mod tidligere ventet 10 mia. dollar.

De samme tendenser med øgede tilbagekøbsprogrammer var også at finde i regnskaberne fra de to amerikanske mastodonter Exxon Mobil og Chevron.

DAGENS CORONA-NYT

Det mindre medicoselskab Becton Dickinson, der blandt andet er kendt for at levere udstyr i forbindelse med covid-19, har modsat leveret et stærkt regnskab for tredje kvartal og samlet opjusteret selskabet prognosen for den årlige omsætning og justerede indtjening per aktie i år.

Aktien stiger 0,8 pct. i de første handler torsdag.

Vaccineproducenten Moderna tordnede 16 pct. i vejret onsdag efter en bedre end ventet salgsudvikling i andet kvartal, hvor mere end 90 pct. af salget kom fra covid-19-vacciner. Der var ligeledes en melding om et ventet større salg af vacciner i fjerde kvartal end i tredje grundet timingen for godkendelse af selskabets opdaterede vaccine mod covid-19.

Selskabet har i forbindelse med regnskabet også annonceret et nyt 3 mia. dollar aktietilbagekøb.

Aktien fortsætter frem med 1,7 pct. torsdag.

Handelsplatformen Ebay har overgået forventningerne til omsætningen i andet kvartal og venter i tredje kvartal en omsætning på 2,29-2,37 mia. dollar mod ventet 2,3 mia. dollar. Den justerede indtjening per aktie ventes at nå 89-95 cent mod ventet 91 cent.

Det viste selskabet regnskab efter lukketid onsdag.

Aktien falder dog 6,3 pct. i de første handler.

BEGEJSTRING FOR PAYPAL FORTSÆTTER

Betalingstjenesten Paypal steg 9,3 pct. efter tirsdagens annoncering af, at aktivist-investorhuset Elliot Investment Management nu er en af deres største aktionærer.

Selskabet har yderligere annonceret, at det har besparelser på samlet 900 mio. dollar i år, og at det vil gå ind i et 15 mia. dollar aktietilbagekøbsprogram.

Torsdag stiger aktien med 0,2 pct.

.\\˙ MarketWire