Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Kurshop i vente med fokus på ISS, Novozymes og Genmab

11/8 08:38

Der er lagt op til stigende kurser på det danske aktiemarked torsdag, hvis indikationerne fra udlandet som ventet slår igennem.

Blandt hovedattraktionerne på det danske marked er servicegiganten ISS, der efter børslukketid onsdag annoncerede en opjustering i forbindelse med et bedre end ventet resultat, men også Ørsted, Novozymes, Genmab, ALK og Netcompany blander sig i regnskabssyndfloden inden børstid.

Det amerikanske aktiemarked sluttede onsdag i højt humør, efter at de stærkt imødesete inflationstal for juli før åbningen viste sig lavere end ventet.

S&P 500-indekset steg med 2,1 pct., og en del af stigningen kom efter dansk lukketid.

Og stemningen er fortsat høj torsdag morgen, hvor futures indikerer stigninger i de tre store indeks på 0,3-0,4 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Også de asiatiske markeder har vist en øget risikolyst med markante stigninger overalt, og den tyske DAX-future indikeres en positiv åbning i Frankfurt med stigninger på 0,4 pct.

Det danske eliteindeks, C25 -indekset, lukkede onsdag med et plus på 2,5 pct. til 1759,50.

Servicegiganten ISS opjusterede onsdag efter børstid. En organiske vækst på 8,0 pct. i andet kvartal lå klart over analytikernes forventninger, der lød på 4,7 pct.

For hele 2022 estimeres en organisk vækst på "over" 5 pct., mens driftsmarginen ventes at ende "over" 3,75 pct. mod hidtil "over" 3,50 pct.

- En vigtig milepæl i vores finansielle turnaround, siger topchef Jacob Aarup-Andersen, der peger på den ny driftsmode er blevet eksekveret i volatile markeder.

ISS steg 2,4 pct. til 131,15 kr. onsdag.

Genmab overraskede positivt i regnskabet for andet kvartal, hvor både top- og bundlinje mere end levede op til estimaterne. Det var dog i tråd med biotekselskabets opjustering mandag aften.

Driftsresultatet endte på 1247 mio. kr. i andet kvartal, mens analytikere havde estimeret et overskud på 1170 mio. kr.

Genmab lukkede i 2583 kr. efter en stigning på 0,5 pct.

Allergikoncernen ALK-Abelló har skruet op for aktiviteterne og slår forventningerne i både top og bund, men det var ventet, da selskabet opjusterede forventningerne i sidste uge.

Driftsresultatet blev et overskud på 49 mio. kr. mod et estimeret plus på 17 mio. kr., og på bundlinjen blev det til et overskud på 42 mio. kr., mens analytikere bare regnede med et plus på 9 mio. kr.

ALK-Abelló fastholdt den bare en uge gamle prognose, men ses der lidt nærmere på tallene, er det det europæiske marked, der står bag den seneste opjustering.

ALK-Abelló lukkede onsdag med en stigning på 2,0 pct. i 141,50 kr.

Enzymkoncernen Novozymes har justeret priserne løbende på grund af de høje priser på energi, råvarer og logistik. Koncernen kom da også ud ud af andet kvartal 2022 med et overskud på 817 mio. kr. mod de ventede 776 mio. kr.

Omsætning løb op i 4286 mio. kr. mod de ventede 4064 mio. kr., og den organiske vækst steg med 10 pct. mod analytikernes prognose på 7,4 pct.

Forventningen til driftsmarginen og den organiske vækst opjusteres. Selskabet ser nu en organisk salgsvækst på 6-8 pct. mod hidtil 4-8 pct.. og driftsmarginen lyder på 26-27 pct. mod 25-26 pct.

Novozymes' B-aktie steg onsdag 1,6 pct. til en slutkurs på 439,30 kr.

Energikoncernen Ørsted skuffer en lavere indtjening end ventet. Driftsoverskuddet blev 3615 mio. kr., når man medregner nye partnerskabsaftaler. Der var ventet et driftsoverskud på 4893 mio. kr.

Nettooverskuddet endte i kvartalet på 269 mio. kr. Her havde analytikerne på forhånd sat næsen op efter et overskud på 1664 mio. kr.

Til gengæld opjusteres forventningerne til 2022 til et driftsoverskud på 20-22 mia. kr. eksklusive nye partnerskabsaftaler. Tidligere lød forventningerne på 19-21 mia. kr.

Ørsted lukkede onsdag i 852,00 krl efter et plus på 1,1 pct.

Netcompany skuffer en smule på såvel omsætning som driftsresultat i andet kvartal.

Men it-koncernen fastholder forventningerne for 2022, der lyder på en organisk omsætningsvækst på 13-18 pct., en samlet omsætningsvækst på 48-56 pct. samt en justeret drifts-margin på mere end 20 pct.

Netcompany steg onsdag hele 7,0 pct. til en slutkurs på 418,20 kr.

.\\˙ MarketWire