Aktier/tendens: SAS får håndsrækning af investor - rivalnyt til Vestas
15/8 07:49
Der venter endnu en travl regnskabsuge, men mandag kan investorerne nå at trække vejret, inden det for alvor går løs fra tirsdag.
Der kan fra start komme fokus på SAS, efter at det kriseramte flyselskab har fået en kærkommen håndsrækning fra en amerikanske investor.
Vender man blikket mod Europa, tegner det til en grøn start på handelsdagen, hvor det toneangivende tyske DAX-indeks indikeres op forud for åbningen. Det er dog ikke sikkert, at det smitter af på det danske eliteindeks, C25, der i sidste uge gik rød enegang i Europa.
C25 gik på weekend med et fald på 2,1 pct. til 1733,11 kr, mens de øvrige toneangivende aktieindeks ude i Europa omvendt steg.
Blandt dagens regnskabsaktuelle selskaber er det kun Tivoli, der efter planen kommer med tal. Det sker ved middagstid.
SAS FÅR MILLIARDLÅN
SAS har fået arbejdsro til selskabets omstrukturering, efter at det gældsplagede luftfartsselskab har sikret sig tilsagn fra en amerikansk investor - Apollo Global Management - om et lån på 700 millioner dollar.
Det svarer til cirka 5,1 milliarder kroner.
Det oplyser SAS i en meddelelse natten til søndag.
De 700 millioner dollar skal sikre, at SAS kan fortsætte driften og udbetale løn i de 9 til 12 måneder, som processen i USA ventes at vare.
SAS-aktien lukkede fredag med en stigning på 0,5 pct. til 0,49 kr.
VESTAS-KONKURRENT MED STORT UNDERSKUD
Vestas-interesserede kan fra morgenstunden spejde mod tyske Nordex, der søndag præsenterede tal for første halvår.
Ligesom Vestas og resten af branchen har det været en hård periode for Nordex, der kom ud af halvåret med et underskud på hele 283,2 mio. euro, svarende til 2,1 mia. kr., mens også salget og driften faldt sammenlignet med sammen periode sidste år.
Dog bliver prognosen for 2022 fastholdt.
Der er lidt mere nyt til Vestas - denne gang fra USA - hvor Repræsentanternes Hus, der er det andet kammer i den amerikanske Kongres, som ventet har stemt en stor klimapakke igennem. Det var sidste bump på vejen, efter at den foregående weekend gik igennem i Senatet.
Vestas-aktien faldt fredag 3,6 pct. til 192,84 kr., og Ørsted faldt 1,6 pct. til 773,70.
MÆRSK LØFTES AF SEB
Finanshuset SEB har løftet sit kursmål for Mærsk til 26.000 kr. fra 22.000 kr.
Anbefalingen "køb" bliver i samme omgang gentaget.
Aktien dykkede 4,8 pct. til 20.030 kr. i fredagens handel.
Der har også været kursmålsnyt til Simcorp, der i sidste uge aflagde et skuffende regnskab. Goldman Sachs ser nu et kursmål på 570 kr. mod tidligere 580 kr., mens anbefalingen "neutral" gentages.
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Simcorp-aktien faldt fredag 8,7 pct. til 508 kr.
.\\˙ MarketWire
