Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Rockwools nedjustering tog investorerne på sengen

18/8 17:07

En uventet nedjustering fra Rockwool og en ventet nedjustering fra GN var de primære drivkræfter for top og bund i et ellers surt dansk eliteindeks.

C25-indekset faldt torsdag med 1,0 pct. til 1725,76, hvor et fald på 2,1 pct. til indekstunge Novo Nordisk var med til alt trække ned.

Novo Nordisk har problemer med at levere, hvad der efterspørges af storsællerten Ozempic, skrev Dagbladet Børsen torsdag.

Den øgede efterspørgsel skyldes dog, at diabetesbehandlingen udskrives til behandling af overvægt.

Blandt sidepapirerne var der solid fremgang til de to regnskabsaktuelle rederier Norden og Torm.

ROCKWOOL MED UVENTET NEDJUSTERING

Rockwools nedjustering kom helt bag på aktiemarkedet, også set i lyset af et andet kvartal, der er præget af fremgang.

Sådan lyder vurderingen fra Sydbanks Rockwool-analytiker, Mikkel Emil Jensen, efter at Rockwool har sænket sin prognose for driftsmarginen til 10-12 pct. fra tidligere omkring 13 pct.

Nedjusteringen sker med henvisning til hidtil usete stigninger i naturgas- og elpriserne i andet kvartal og i juli.

Alligevel var det ikke ventet.

- Det er overraskende både i forhold til mine egne, men også markedets forventninger.

- Rockwool har normalt ikke problemer med at sende regningen videre via prisforhøjelser. Men det tyder på, at den hastighed, hvormed energipriserne er steget, har overrasket dem. De er kommet lidt bag kurven, siger Mikkel Emil Jensen.

Investorerne straffede da også aktien med et fald på 8,3 pct. til 1620 kr. Allerede onsdag var aktien under pres med et fald på 6,1 pct.

GN BELØNNET FOR REGNSKAB

GN-aktien steg 4,1 pct. til 245,10 kr. efter regnskabet, der på grund af en nedjustering af forventningerne blev fremrykket til onsdag aften.

- Der var stor spænding lige inden. Fordi vi har set nogle ret dramatiske meldinger fra konkurrenterne både inden for Audio og Hearing, som gjorde at man var noget nervøs for, hvad GN ville komme med, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske bank til MarketWire med henvisning til nedjusteringerne tirsdag fra Demant og Sonova.

Med de to høreapparatproducenters nedjusteringer ventede mange i markedet inklusive Jyske Bank også en nedjustering.

I C25 var der fortsat fremgang til Coloplast, der steg 2,2 pct. til 908,20 kr., efter onsdagens regnskab og kursfremgang på 7,3 pct.

Efter regnskabet har Handelsbanken hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold".

Netcompany blev med et plus på 5,2 pct. til 322,40 kr. dog den mest stigende aktie i C25, efter at aktien i den forgangne uge har fået store stryg i kølvandet af sidste uges skuffende regnskab.

BULDRENDE TANKMARKED UNDERSTØTTER NORDEN OG TORM

De to rederier Norden og Torm havde efter regnskabsaflæggelser torsdag morgen god vind i sejlene med stigninger på henholdsvis 20,9 pct. til 430,60 kr. og 7,4 pct. til 154,60 kr.

Begge rederier har lukreret på et stærkt marked for produkttankt, hvilket har hjulpet D/S Norden, der også har tørlastaktiviteter, til en fremgang i EBIT-indtjeningen til 195 mio. dollar fra 40,1 mio. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News kun ventede 155,3 mio. dollar.

Rederiet annoncerer også et ekstraordinært udbytte på 30 kr. per aktie til distribution i slutningen af august.

Torms resultater for andet kvartal landede ikke helt så meget over analytikerkonsensus, som tilfældet var for Nordens resultater.

De to rederieraktier er de klart mest stigende i år på den danske børs med fremgang på 199 pct. til Torm og 158,8 pct. til Norden.

H+H, HUSCOMPAGNIET OG NILFISK RAMT AF HØJ INFLATION

H+H International faldt 9,2 pct. til 134,60 kr. efter et regnskab, hvor porebetonselskabet meldte om, at den voksende inflation, geopolitisk ustabilitet og fortsat rentestigninger ventes at tynge udsigten for andet halvår.

I samme branche dykkede Huscompaniet 5,2 pct. til 61,60 kr., efter at typehusselskabet igen måtte nedjustere forventningerne med henvisning til historisk udfordrende markeder med forstyrrede forsyningskæder og høj omkostningsinflation.

Nilfisk faldt 0,8 pct. til 179,40 kr. efter et regnskab, hvor driftsmarginen er udfordret af øget inflation på råvarer og komponenter samt høje fragtrater.

.\\˙ MarketWire